der manglede hverken Klunk eller Saging, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde Spillet, var jeg indom Hold, — han sad langt nede paa en Kvist indved Furelæggen. Nu skal Du være min, tænkte jeg, for jeg havde skaaret op en Sølvtoskilling og lagt for Kuglen. Men jagu tænkte jeg ikke fejl. Da det smald, fløi han lige radt, endda Fjæren føg af ’n. Der bider ikke Noget paa den Karlen.«
»I Morgen skal vi dog prøve at faa den, Per; nu ved vi jo, hvor den sidder?« sagde Kapteinen med halv dulgt Malice i sin Mine.
»Der maatte ikke være Fugl i Skogen, naar En skulde give sig til at gaa efter den,« svarede Per, halv vred. »Ja Gud bevares,« tilføiede han med et lidet Anstrøg af Ironi, »vil Kapteinen gaa efter den, saa —, jeg spilder ikke et Korn Krudt paa den. For det siger jeg,« vedblev han troværdig, »at sligt Spil skal aldrig Nogen have hørt. Og slig en Fugl da! Det er det underligste Dyr, En kan se. Han er ikke skabt som en anden ordentlig Tiur; han er mest en halv Gang saa stor, og vel det.«
»Ja, Du har Ret, det er en gammel Rad, som ikke er et Skud Krudt værd,« sagde Kapteinen. »Dens Kjød er vist saa seigt og beskt som den Furekvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faa undlivet den for at faa en Ende paa dette Raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved Næsen. Jeg har flere Gange gaaet efter den uden at faa Rede paa Spillet. Jeg har ogsaa et Par Gange skudt paa den, men paa saa langt Hold, at der var liden Rimelighed for Træf. Det er rigtignok en Donatbommert at skyde to Gange paa langt Hold i Tiurskoven, det ved De nok,« henvendte han sig til mig, »men den sidste Gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den Kanalje Sara-Anders stille efter Fuglen paa samme Tid. Det er virkelig, som
