Per siger, en underlig Fugl denne gamle Tiur,« vedblev han; »men,« tilføiede han med et af mig alene bemærket Nik, der antydede hans Forsæt at faa Per Sandaker til at rykke ud med flere af sine Historier, »naar vi kommer op i Sæteren, skal jeg fortælle en Tildragelse, jeg har oplevet med en Troldhare, som var endnu besynderligere end vor Tiur.«
Vi kom snart til den øde Sæterhytte, hvorhen Gutten var gaaet med Hundene, da vi tog bort i Haugen. Efter Kapteinens Ordre havde han luftet og gjort op en dygtig Ild paa Skorstenen. Da vi havde skilt os ved Bøsser og Jagttasker, og sat til Livs et godt Aftensmaaltid af Kapteinens fortrinlige Niste, begyndte denne med paatagen Alvor i Tale, Ansigt og Miner at fortælle den belovede Historie om Troldharen.
»Da jeg var Løitnant, laa jeg og exercerede paa Toten en Sommer. Jeg havde Hunde med mig for at jage. En Eftermiddag stod jeg i Kjøkkenet og skulde ud at forsøge Kveldsjagten, da en af Husmændene kom ind.
»Er der meget Hare her, Du?« spurgte jeg.
»Det er endda nok af dem,« svarede Husmanden. »Oppaa Sukkestadsletten gaar der en gammel Sugg; der har været mange baade Bikkjer og Folk efter den, men den er ikke grei at faa, maa vide.« Og hermed rystede Husmanden betænkelig paa Hovedet.
»Er den ikke grei at faa? Hvad er det for Snak. Der findes vel ikke en ordentlig Hund her? Naar mine Bikkjer faar den paa Benene, tænker jeg nok den skal blive at faa,« sagde jeg og klappede Hundene, som trak i Koblet og vilde ud.
»Ja saa? Jagu tør det hænde og da,« sagde Husmanden og grinte vantro.
