Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Vi havde ikke været her længe efter Solens Nedgang, før vi hørte en susende Flugt og de stærke, tunge Vingeslag af en Fugl, der slog sig ind. »Det var ikke nogen gammel Fugl,« sagde Kapteinen med Kyndighedens Mine, da han ikke hørte Fuglen give Lyd, efterat den havde sat sig op.

To Fugle kom snart efter denne susende og slog sig ind uden at give Lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende Vingeslag, og da den havde sat sig, skar den Næb.

»Den Karlen er ikke født i Fjor. Det er Husbonden paa Legen,« sagde Per Sandaker; »bare det ikke er Gamle-Storen selv; men det tror jeg mest.«

Der kom endnu tre Fugle, og for hver som slog sig ind, skar den gamle med Næbbet. De to gav ikke Lyd, men den tredje svarede i samme Tone.

»Det var en fremmed Karl,« udbrød Per; »han kjendte ikke Gamlen; ellers havde han holdt Kjæften sin. Paa Morgenkvisten kommer han til at angre det, for tro mig, Gamlen finder ham nok, og han er ikke Bas at kjeikes med, naar det rette Lunet er paa ham. Jeg har set, hvorledes han børstede en Kranglefant, som skar til ham paa Legen en Gang før.«

Under disse Ord lagde Skyttens aabne, veirbidte Ansigt sig i høist besynderlige, polisk grinende Folder, der syntes at hentyde til en eller anden mystisk Historie. Thi efter den korte Skildring, Kapteinen havde givet mig af ham, da Per Sandaker under vor Vandring en Gang var bleven et Stykke efter, skulde han være stærk i Historier om Troldfugle, Udsendinger og Underjordiske, og gik især i den yderste Detail, naar han fortalte om en eller anden af de atten Bjørne, han i sine Dage havde fældet. Derimod