taug han gjerne angaaende det lige saa store Antal, onde Tunger beskyldte ham for at have skudt bort.
»Men hvad er det for en Gammel og Gamle-Stor, Du taler om?« spurgte jeg.
»Det skal jeg sige Dem,« tog Kapteinen hurtig til Orde, idet vi begav os paa Veien til Sæteren. Rimeligvis frygtede han for, at dette overilede og utidige Spørgsmaal efter mit saa korte Bekjendtskab med Per skulde indgyde ham Mistro og lægge Baand paa hans Tunge. »Det skal jeg sige Dem,« svarede han. »Der er en gammel Tiur paa denne Leg, som er bleven et Fabeldyr i den hele Egn. Blandt Skytterne her er den kjendt under Navnet »Brækaren«; thi istedenfor at sidde rolig paa Kvisten og knæppe, flyver den ofte om mellem Trætoppene, brægende som en Gjed. Først naar denne Manøvre er udført, sætter den sig op for at klunke og sage. Saadant Spil er saa ufornuftigt, at Ingen kan komme den paa Skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet Kneb, som er meget værre; den sidder rolig og knæpper og slaar sin Klunk, men naar den skal tage paa at sage, flytter den i et andet Træ. Kommer man ved et Slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Per der har skudt paa den baade med Salt og med Sølv, men uagtet Fjærene føg af den, tog den ikke mere Notits af hans sikkre Rifleskud end af en Salut. Næste Morgen spillede den lige raskt og lige falskt.«
»En kunde lige saa godt skyde paa en Sten,« sagde Per med den fuldeste Overbevisnings afgjørende Betoning. »Jeg kom indpaa ham,« vedblev han, »en Gang han holdt Leg paa Fladbergene her borte ved Kloppen, rigtig midt i Veien, som gaar til Skaug; og sad der ikke saa fuldt med Røier om ham, at jeg talte syv Stykker, og flere var der i Skogen, for det snøvlede og pratede bag hver Busk. Og de, som var fremme, de rendte
