ligeligen til, og siden samme Hjælp af Eder udfordre og siden fremdeles fra sig overantvorde. Thi bede vi Eder Alle og hver særdeles strengeligen byde, at I paa denne Tid ikke ville Eder besvære [o. s. v. som ovenfor S. 300]. Kjøbenhavn 18 Juni 1569. T. X. 360. Afskr. II. 512.
Fr. II. Vid, at efterdi os paahænger en stor Pendinges Udgift til vort Krigsfolk at besolde, som vi med det første agte at bruge imod vore og Rigens Fiender, da have vi med vore elskelige Danmarks Riges Raads Bevilling ladet vore Breve udgaa til Kapitler og Bønderne og menige Almue over alt vort Rige Norge om en almindelig Skat og Landehjælp, eftersom du af disse vore Breve, som vi til dit Len og andre Len derunder liggendes have ladet udgive, ydermere har at forfare; thi bede vi dig og ville, at du strax med det alleriligste lader forkynde samme vore Breve for menige Almue, som de ere tilskrevet, og lader skrive og lægge dem udi Læg sammen efter vore Breves Lydelse, saa Altingest ganger ligeligen til uden al Vild og ikke bliver anseet Gunst, Gave eller anden Fordeel, og siden udfordrer samme Skat, saa den visseligen og uden al Undskyldning udkommer og bliver forskikket hid til vort Slot Kjøbenhavn inden den bestemte Tid, vore aabne Breve om formelde, anseendes at os al som størst Magt derpaa anliggendes er; og paa det du saa meget des snarere kan indkræve og bekomme samme Skat, kan du tilskrive andre vore Lensmænd der udi Lenet eller deres Fogder udi deres Fraværelse, hvilke du kan vide dig udi samme Hjælp at være fordelige, at samme Skat maatte udkomme udi deres Len, eftersom forskrevet staar; til des Behov kan du dem nogen af disse vore aabne Breve tilskikke, dog at du indtager samme Skat og selv gjør der Regnskab for. Kjøbenhavn 18 Juni 1569. T. X. 362. Afskr. II. 515.
Fr. II. Vid, at eftersom du tilforn har fanget vor Hofmesters os elskelige Peder Oxes Skrivelse at skulle begive dig hid ned, med hvis Penge du havde oppebaaret til Halsløsning af Bønderne udi Agershuus Len, som vare gangne de Svenske tilhaande og dem havde huldet og svoret, da forfare vi, at hverken du selv er fremkommen, ikke heller har forskikket samme Pendinge fra dig, hvorover vi os ikke lidet kunne forundre, og havde os vel forseet, at hvis dig udi saa Maade af os
