Det kalder jeg under,
om Agnes hær
Skjaalvs raad
rose vilde,
da Loges søster
i luften hæved’
med guldsmykket
gude-frænden;
ham som ved Taur
tæmme skulde
Signys brudgoms
svale ganger[1].
20. Agnes sønner hed Alrek og Eirik, som var konger efter ham; de var mægtige mænd, store hærmænd og idrætsmænd. Det var deres sedvane at ride paa hester og tæmme dem baade til gang og løb; de kunde de bedst af alle. De kappedes mest med hinanden om, hvem som red bedst eller havde de bedste hester. Det hændte en gang, at de to brødre red bort fra andre mænd paa sine bedste hester og red ud over nogle sletter, men kom ikke tilbage. Man fór at lede efter dem, og de fandtes begge døde og med knuste hoveder, men intet vaaben havde de med undtagen hestenes bidsler, og det troede man, at de havde dræbt hinanden med dem. Saa siger Tjodolv:
Alrek faldt
der, hvor Eirik
for broderhaand
sin bane fandt,
og med hestenes
hovedremmer
Dags frænder
dræbte hinanden.
Uhørt det var,
at øgenes greier
af Frøis ætlinger
førtes i kamp.
21. Alreks sønner var Yngve og Alv, som tog kongedømme i Svitjod dernæst. Yngve var en stor hærmand og meget seiersæl, vakker og den største idrætsmand, sterk og rask i kamp, gavmild og meget lystig; af alt dette blev han vennesæl og meget omtalt. Kong Alv, hans broder, sad hjemme og var ikke i hærfærd; han fik tilnavnet Elfse, han var en taus, herskesyg og uvenlig mand; hans moder hed Dageid, datter af kong Dag den mægtige, som Dåglingene er komne fra. Alv havde en hustru ved navn Bera, smuk og kjæk og meget lystig. Yngve Alreksøn var
(det gamle Stockholm) mellem Jemtorget og Slussen.
- ↑ Signys (Signes) brudgom var Hagbard, som blev hængt af Sigar; hans hest er = galgen.
