Strømstad villigen lod op
Sine Porte lukke
For de Norskes tapre Flok,
Maatte den snart bukke.
Her de fandt et Magazin,
Med Korn og andet meere,
Ja en Hoben Brændeviin,
Fandt man der at være;
Den Erobring herlig var,
Og kan vare længe, –
Skiønt man den bestemt ei har
For de Norske Drenge.
Strax Prinds Carl derpaa lod,
Til Qvistrum Broe hengange,
Hvor her Svensken færdig stod,
Som tagen blev til Fange –
Sex syvhundrede og fleer
maatte med marschere –
Det var Fanden, ej Plaseer,
For de Svenskes Øre. –
Længe leve Kongens Søn,
Og hver Glut i Norden.
Himlen ynde skal vor Bøn,
Som forkynder Torden,
For Prinds Carl og Friderik,
Skal hver Norsk Mand hæve
Fienden saa det skal hae Skik –
Vivat, Friderik leve.
Ved en anden Leilighed under dette Felttog vare imidlertid Nordmændene uheldige, idet nemlig en liden Transportflaade blev optagen af de Svenske og indbragt til Marstrand. Ogsaa herom digtedes en Vise, der lyder saaledes:
