at trænge igjennem Nordkleven havde Nordmændene
opkastet Forhugninger paa et Sted, som endnu kaldes
Skandsen. Det var Bønder fra Hallingdal, som holdt
Kleven besat, og mellem dem var der især en Mand,
Jon Tragetoen fra Hol, som udmærkede sig. Han
laa i et Baghold i en liden Dal, hvor man ikke kunde
se ham, og sendte Fienden den ene Kugle efter den
anden. Tilsidst fik de Øie paa hans Hue, en af de
saakaldte Sponehuer. De raabte da: „Tvi me Tusan,
ripa, ripa[1] Gossar, Skogen er full af Sponehuer.“
Til Erindring om dette Sammenstød reistes, som gammel
Bygdeskik har været, en Træstøtte ved „Skandsen“,
som nu forlængst er raadnet ned. Man ser nu paa
dette Sted kun nogle Levninger af de Mure, hvorpaa
Veien sommesteds var anlagt.
Fortællingen om Jon Tragetoen er mig meddelt af Sander Raaen. Sammenlign forøvrigt Aktstykker til den norske Krigshistorie under Kong Frederik den Fjerde, udg. af B. Moe. H. 1. 23–24.
Sagnet om Anna Kolbjørnsdatter paa Norderhov
er bekjendt nok. Alt tyder paa, at denne Præstekone
Datter af Norges første Bjørneskytter, (Præsten paa
Sørum Hr. Colbjørn Torstensen) har været en kjæk
Kvinde, og en vis Delagtighed i den Affære, hvis heldige
Udfald Sagnet tilskrives hende alene, kan vistnok
- ↑ ripa ɔ: flygte.
