lingen foregik saaledes, at man tændte Ild paa høie
Fjeldpynter og gav Agt paa, hvorledes Vinden drev
Røgen. Men da der samme Aar igjen udbrød Krig,
maatte Creutz trække sig tilbage med den Skat, han
havde samlet i Romsdalen. Her var det Jørgen Knag
der havde Anførselen paa norsk Side. Han skal have
brugt det Krigspuds at opreise en Hoben Træstager
og tænde Ild paa dem. De Svenske ansaa dem da
for brændende Lunter og rømte sin Vei. Den Tid
brugte man nemlig endnu ikke Hane og Flint paa sine
Bøsser, men affyrede dem med Lunter. Svensken skal
under sit kortvarige Herredømme i Romsdalen have
udskrevet tre hundrede Soldater, hvoraf kun en eneste
Mand siden kom hjem til sit.
Efter Strøms haandskrevne Optegnelser. Strøm hørte Sagnet paa Gaarden Fauske i Søkelvens Annex til Ørskoug. Manden, der fortalte det, Lars Fauske, havde hørt det af sin Moder, der just det Aar, 1658, var Jeterpige i Fjeldene. Der er i Sagnet Intet, som strider mod Historien (sammenlign fornemmelig Y. Nielsens Afhandling. „De Nordenfjeldske Begivenheder 1657–1658, Chr.a 1858), og det er vist nok, at de Svenske udskreve to tusinde Mand Soldater fra Throndhjems Stift til Krigstjeneste paa fjerne Valpladse, formodentlig mod Rusland og Polen.
1. Medens Baahuslen eller Viken var norsk og
i de første Menneskealdre, efter at det var kommet til
Sverige, blomstrede i dette Landskab, en Præsteslægt