men efter otte Timers Kamp. Deres Fiende skal have været Viceadmiralen af Algier selv. I Lissabon holdt man Æresgjestebud for disse Nordmænd og de catholske Præster roste deres Daad, hvilken de dog tilskrev St. Franciscus’s Navn, fra Prædikestolen. Rhederne i Bergen lod Bedriften stikke i Kobber. Se herom Meiers „Bergenske Borgerven“ S. 177–224, Sagens og Foss’s Beskr. over Bergen S. 167 flg. Meiers Beretning er for nogle Aar siden ogsaa særskilt optrykt i Bergen.
Paa Pladsen Skogastøl i Steinsdalen i Vikør levede engang en Husmand, som hedte Nils. Han drev blandt Andet ogsaa paa at gjøre falske Papirpenge, og blev greben og sat fast. Men snart rømte han af Fangehullet, og Ingen fik Spor paa ham, saaledes at han om nogen Tid blev ganske glemt. Men efter mange Aars Forløb kom der en Aften sent en fremmed Mand til Skogastøl og bad om Husly Natten over. Konen paa Pladsen svarede, at hun var fattig og alene hjemme, og bad ham heller søge Hus andensteds. Nei, han vilde endelig blive der om Natten, og saa fik han da tilsidst Lov. Saa tilstod han da for Konen, at han var hendes forsvundne Mand Nils, og fortalte hende, hvad der var hændt ham i de mange Aar, siden han rømte fra Norge. Han havde listet sig ombord paa et Skib, som seilede langt sydover. Underveis var Skibet kommen i Kamp med tyrkiske Sørøvere, og hele Mandskabet var taget til Fanger og ført afsted til Tyrkernes Hjem. Der fik de surt Arbeide og maatte trælle under Pidskeslag. Efterat
