Da det danske Sprog staar det norske meget nærmere,
end Fransken stod det angelsaksiske, vil Udviklingen
selvfølgelig gaa noget anderledes hos os, saa
meget mere, som Tiderne nu er andre, og vor Sproghistorie
fra det 15de til det 20de Aarhundrede vil se
anderledes ud end Englands fra det 11te til det 15de
Aarhundrede. Men det tør antages, at det danske
Sprogs Afløsning af Norsk vil gaa for sig efter hvert
som den norsktalende Del af Folket faar den Indflydelse
paa Kulturlivet, som staar i Forhold til dens Talrighed,
og det vil den faa med den stigende Oplysning. Der
lægges derfor ogsaa med rette Vægt paa Barnets Maal
i Skolen.
Vi tror ikke, at det norske Skriftsprogs endelige Form blir netop det nuværende Normalmaals. Naar Forholdenes Udvikling har ledet til, at Norsk blir vort eneste Literatursprog, vil Sprogformen uden al Tvil bli saa enkel, grej og letvindt, som Tiden kræver. Man bør ikke fæste sig ved, hvad der skrives nu. Men alt det paagaaende Arbejde er et Led i Sprogdannelsen, og Brugen af det saakaldte Normalmaal et overmaade vigtigt Led.
(I et Svar til senere fremkomne Artikler af B. B. og K. Knudsen anføres:)
Først faar vi dvæle lidt ved de moralske Formaninger, som henvendes til Landsmaalets Venner. Disse beskyldes for at være fanatiske og behandle Sandheden paa en saa ejendommelig Maade, at den hos dem bliver en Sandhed af meget tvilsom Art. Vi maa tilstaa, at vi i hvad der anføres til Støtte for denne Karakteristik nok har fundet det godtgjort, at Fejltagelser har fundet Sted — men ikke et eneste Bevis for, at her foreligger en bevidst Forvanskning, der berettiger
