Af »Dagbladets« Redaktionsindlæg i Sagen hidsættes:
Hr. Bjørnstjerne Bjørnson har i den senere Tid gjentagende udtalt sig mod Arbejdet for at indføre et norsk Landssprog i Stedet for det danske eller den Modifikation af Dansk, som kaldes dansk-norsk.
Hr. Bjørnsons Artikler har fundet Imødegaaelse fra forskjellige Kanter. Vi vil her væsentlig indskrænke os til at eftervise, hvad der ikke er stærkt nok belyst i Modindlæggene mod Hr. Bjørnson, nemlig hans Fejlsyn ved Paaberaabelsen af fremmede Sprog og Literaturforhold.
Naar Digteren fremholder for vor Tanke det urimelige i, at Bretagnerne, Gascognerne, Provençalerne og Piemonteserne o. s. v. skulde kunne fremsætte Krav paa Ligestilling for sine Dialekter med det franske og italienske Skriftsprog, glemmer han, at der er samme Forskjel mellem Kravet paa Erkjendelse af Provence og Piemonts administrative og literære Sprogselvstændighed og det norske Landsmaals Ret, som mellem Arbejdet paa et Riges Opløsning og dets Samling. Provence er ikke Frankrige, Piemont er ikke Italien, men Bondelandet det er Norge. Kan der i Frankrige findes nogen bedre Generalnævner end det franske Skriftsprog, i
