Side:Norsk eller Dansk-Norsk.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


at lempe paa Tingen ved efter svensk Mønster at skrive Møje, Vej; det skal liksom ikke se ud som Diftong da; men det blir nu Diftong alligevel; dansk Høi er akkurat ligesaa diftongisk som tysk »Heu«, og »Veien« blir ikke udtalt Vegjen, om der skrives »Vejen« noksaa meget.

Hvad de romanske Sprog angaar, saa er vistnok Latinens Diftonger for det meste sammenknebne; men nye Tvelyd vrimler det af (Italiensk: uomo (homo); Spansk: buena (bona), Duero (Durius), hiero (ferrum); Portugisisk: Douro, udtales Døyro (Durins), madeira (materia); Fransk: rien (rem), bien (bene), pays ɔ: pagense (pagus), roi (reg), loi (leg) osv. osv.[1]

Men tilbage til vor egen Sproggruppe. Der kan vi i denne Sag lære mest, naar vi da ikke, som K. K. og andre Skandinaver, stanser netop ved det lille svensk-danske Sprogomraade og anser det for Verden.

Vi har Hollandsk, som har udvidet langt u og i til Diftonger; »myn« (mijn) udt. mein, huis udt. høys, og som desuden har flere Diftonger, hvori en Konsonant er gaaet op: houd, oud, halt, alt. Saa har vi Højtysk; det har ikke blot beholdt næsten alle sine gamle Tvelyd: Stein, Traum, Heu, men dertil udviklet en Mængde nye: min til mein, Hus til Haus; — alle lange i og u er blit Diftonger. Det tyder ikke paa nogen Trang til at komme bort fra Tvelydene, synes jeg.

Kommer vi saa til det største og mest fremskredne af de. germaniske Maal, det mest moderne af Sprogene overhoved, Engelsk, nemlig, saa finder vi, at dette Sprog, fom vistnok har knebet sammen sine gamle Diftonger, sor det første lig Høitysken har gjort alle lange i’er og u’er til Tvelyd; det er kjendt nok; for det andet blir, ifølge Sweet, alle lange Vokaler til Tvelyd i Udtalen (Diftonger, ikke blot diftongiske). Heller ikke i Eng-

  1. Fra en anden Sproggruppe kan anføres, at Slovakisk (tidligere nævnt som maalstrævende mod Czekisk) har udvidet det oprindelige (og Czekiske) lange u til ou.