Det er i yderste Utrængsmaal. Hele vor Dannelse
saa nær som Knudsenianernes ørvesle Sekt skriver
fremdeles tabe, slide, stryge og befinder sig vel derved;
»Almuen« (»Folket« er i denne Sag bestandig »Almuen«)
kan jo ligesaa snart »flytte over« i Dansk med bløde
som i Dansk med haarde Konsonanter; ved at beholde
de bløde, beholder vi desuden den store danske
Læsekreds, som vist i senere Tid begynder at vri sig lidt
for B.’s p’er, k’er og andre Rarheder; — hvorfor skal
vi saa bakover igjæn til de haarde Konsonanter?
Formodentlig er B. B. alligevel ikke vis paa, at Nordmændene i sproglig Henseende kommer til at følge akkurat samme »Fremgangsvei« som Dansker og Svensker.
Naar B. B. sidder og afskriver Knudsen om dette med Diftongerne, nemlig at de skal være i Tilbagegang over al Verden, saa synes jeg, han kunde bli opmærksom paa det rare i, at K. K. af germanniske Sprog drar frem til Sammenligning bare Dansk og Svensk, og saa med en Gang hopper over til de romanske. For det er rart.
Nu faar vi se nærmere paa Tingen her. Allerførst vil vi nævne vort eget »Dannelsens Maal«; er det saa vist, at Udviklingen her fører bort fra Diftonger? Jeg synes jeg hører Stein og Bein ret som det er, ja ser det paa Prent sommetider; hvordan er det med B. B. selv? »End Gjeita da om Vaaren!« End naar han er »ute og brøyter?«
Og saa til Udlandet.
Jeg har spurgt en Sprogmand om Sagen; han siger, at Tilbøjeligheden for Tvelyd snarest er voxende i de nyere Sprog. De gamle Diftonger kan være knebne sammen til Enkeltlyd; men saa danner Sprogene nye.
Selv Dansken, der har tabt de gamle Diftonger, har intet havt mod Dobbeltlyden i Nydannelser (Møde — Møje, Veg — Vei, Vedr — Veir osv.) Man forsøger jo