Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


beidshjælp, som mnemoteknisk støtte er aarstallene likevel næsten uundværlige, og jeg vaager derfor at ordne fremstillingen ind i disse rammer. — Ved siden av et hurtig blik paa de nationale videnskaper — historien og sprogforskningen — holder jeg mig hovedsagelig til digtningen, ikke bare fordi jeg her føler mig mest hjemme, men ogsaa fordi linjerne her træder klarest frem, og fordi digtningen utvilsomt er den vigtigste faktor i vor utvikling; men selv her vil jeg kun faa tid til at dvæle ved nogen springende hovedpunkter.

I.

Den 17. mai 1814 stod vi efter 400 aars avhængighet, politisk, administrativ, aandelig avhængighet, — pludselig alene. Som ved et under kom vi nogenlunde hele ut av den verdensstorm vi var hvirvlet ind i, og som i nogen aar hadde truet med at la hele nationen gaa under med mand og mus. Stormen hadde løsnet os fra vor gamle broder og herre, og vi skulde nu begynde vort eget liv. Men heller ikke dette var uten farer. For det første blev vi knyttet til en ny broder, som ogsaa lystet at bli herre, — og dernæst: avhængigheten av den gamle som gik meget dypere end til det politiske fællesskap, kunde ikke sin med én gang og ved en ydre akt forsvinde.

Og vi var daarlig rustet til den færd som nu forestod os. — Efter strabadserne i stormen var vi ynkelig reduceret, statskassen var tom, faa var