Jorsalfar politiske dramaer, de skulde opbygge folkets nationale selvstændighetsfølelse, det gjaldt for Bjørnson at skaffe nordmændene slegt, at skape dem et anegalleri, at gi dem den styrke og karakter som det er at være av god familie, hvis traditioner det er en vanære at krænke. «— — Før vi har et historisk galleri, har vi heller ikke den anernes stolthet som ethvert for nationalitet kjæmpende folk maa ha, heller ikke den nødvendige berettigelse like overfor andre.»
Det var ikke med sin gode vilje at han blev sittende saa længe i fortiden; ganske vist følte han sig hele sit liv som høvding i «et for nationalitet kjæmpende folk»; men nationalitet betydde for ham like fra begyndelsen ikke fortid, men nutid og fremtid, — politik. Fortidens opgave var kun at levere hjælpetropper, allerede i 1861 taler han om Arnljot og de historiske dramaer «som indledning til noget andet, hvori jeg føler at hele mit væsen ret vil gaa op: det borgerlige drama».
Bjørnson har engang skrevet et litet selvbiografisk fragment som han kalder «Hvorledes jeg blev digter». — Det var paa studentertoget til Upsala og Stockholm i 1856. — Her steg produktionsdriften op i ham med en styrke som tvang ham til utbrud, straks han kom hjem. Og her blev han sig ogsaa for første gang fuldt bevisst det som skulde bli indholdet, hovedindholdet i hans livsgjerning. Indtrykket av de historiske mindesmerker i Upsala og i museet i Stockholm virket overvældende paa ham; «— i museet at
