Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sludder med selvoptrevling og zerrissenheit og selvforhaanelse. Han gik ind i spotternes leir og snakket alvor, — han trodde — og han sa at han trodde — paa kristendom og folkelighet og Norge og Norden, — men først og sidst trodde han paa Bjørnstjerne Bjørnson.

III.

Med Bjørnson kom en ny og vældig kraft ind vort historiske liv.

Det kan jo til en begyndelse og mange aar fremover se ut som om Bjørnson bare fortsatte i det gamle spor, — bondekultus og fortidskultus, bondenoveller og sagadramaer.

Rent literaturhistorisk er det jo ogsaa almindelig at henføre Bjørnsons ungdomsdigtning til den saakaldte romantiske tidsalder, og det er vel ogsaa væsentlig rigtig.

Men der var dog kommet noget nyt til, noget nyt som tillike var gammelt, et element som ikke fandtes hos romantikerne, men desto mere rendyrket hos Wergeland.

Wergeland hadde ogsaa dyrket bonden, men hans bonde var fremforalt borger og politiker. Han burde jo helst nedstamme fra Harald Haarfagre, men vigtigere var det at grundloven i glas og ramme aldrig manglet paa hans væg.

Hos nationalromantikerne var grundloven ganske forsvundet; for dem var bonden først og fremst en