Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og uskyldige frernskridtsforvisning var legemliggjørelsen eller idealisationen av det norske folks sindstilstand paa et bestemt tidspunkt; denne ungdommelige religiøsitet, hvor syndserkjendelsen er saa forsvindende, mens livsbekræftelsen er alt overdøvende, denne angerløse kasten sig ind i livshvirvelen, det er, slik som den fremtræder hos Wergeland i genial potens, det unge norske folks første selvfølelse med ynglingeaarenes himmelstormende drømme og de vaagnende drifters vælde.

Wergeland har engang skrevet: «Naar jeg undfanget et digt, syntes jeg at min sjæl aandet i en ren, endog kjølig atmosfære, som naar de deilige snestjerner sitter paa kvisten, og man kan se uendelig høit gjennem disse i den dypblaa luft.»

Disse ord gir et uforglemmelig billede av den stemning hvori meget av hans digtning er blit til. De gjælder ingenlunde alt; ikke bare hans liv, men ofte ogsaa hans digtning kunde ose av brynde og forskrække ved raahet.

I de sidste aar kom forklarelsen.

Wergeland som engang sa at han naarsomhelst kunde klatre til himmels paa et spindelvævstraad, han som saa ofte midt under den groveste polemik pludselig forsvandt i en sky for at overraske sine fiender med sin lærkesang fra det høie blaa, Wergeland, hvis kosmiske fantasi stadig løftet ham ut i verdensrummet, hvor han bevæget sig med den samme hjemlige sikkerhet paa Melkeveien som ved Mjøsens bredder, — han stod nu,