L. 1–13, havde en ældre Kilde, som den skulde forandre, (jfr. Vald. Sj. L. 1–2 § 1, hvor der i Stedet for „da tager hun ikke mere end hun indførte“, – heder „da tager hun fuld Hovedlod“).
Hvad Forbudene mod Afhændelse mellem Egtefolk angaar, da viser saavel 5–4–4 som den fælles Kilde J. L. 3–43, at ogsaa 5–4–3 angaar fast Ejendom; og for saa vidt gjælder herom, hvad ovenfor er anført om 5–3–31 og 32. Imidlertid viser saavel Art.s Plads i Kilden, som det tilføjede Motiv, – at Egtefolkene lettelig kunde befrygtes at ville utilbørligen misbruge sin Indflydelse paa hinanden – at Bestemmelserne udtaler en almindelig Regel. Men saa vel Lovbogen som dens Kilde forudsætter her udtrykkelig Fællig, og det gaar da naturligvis ikke an at bruge disse Artikler netop som Argumenter derimod. Men det er kjendeligt, at de alene angaar Dispositioner, som i alle Fald først vil faa noget at betyde mortis causa. Den Forandring som Lovbogen har gjort i Kilden, idet denne udtrykkelig ingen Forskjel gjør, efter som der er Livsarvinger eller ikke, medens der i 5–4–3 udtrykkelig tilføjes: „som Livsarvinger har“, – er motiveret ved den tidligere indtagne nye Bestemmelse i 5–2–22 om de rcciprokke Testamenter. 5–4–3 og 4 kan altsaa ikke benyttes som Argumenter hverken i den ene eller anden Retning – Og hvad 5–13–44 sidste Passus angaar, da kan man neppe have Ret til at utrere de der brugte omfattende Udtryk: „Egtefolk, Forældre, Børn eller Arvinger“, og alt, hvad heraf kan udledes, bliver, at Lovbogen forudsætter Tilfælde, hvori Egtefællerne kan have sin Formue i Særeje, – en Forudsætning, hvis Rigtighed man synes at maatte erkjende. Og at denne Mulighed er medtagen i 5–13–44, der vilde give sine Udtryk en saa omfattende Form som muligt, deri er intet paafaldende. 5–13–44 er for øvrigt en nyere Bestemmelse, kun faa Aar ældre end Lovbogen.
Hvad nu til Slutning Bøde- og især Boslodsstraffen angaar, da kan det ikke nægtes, at denne sidstes Navn og Beregningsmaade er temmelig upassende, hvor et fuldkomment Formuefællesskab existerer. De ældre danske Love havde ogsaa, som anført, en udtrykkelig Bestemmelse herom for Børnenes Vedkommende. Men mere end Navnet og Beregningsmaaden er der egentlig heller ikke som er anomalt ved denne, mere end ved enhver an-
