Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/227

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
221
efter de gamle norske Love.

det, naar man lægger Mærke til den Forbindelse, hvori F. L. XII. Cap. 7 staaer med de foregaaende og efterfølgende Bestemmelser, uimodsigeligt, at dette Capitels tilsvarende Forskrifter, om de end tillige gjælde den contractsmæssige Løsning, dog hovedsagelig ere skrevne med Hensyn til Odelsløsningen. Den eneste Indvending, man kan hente fra Frostathingsloven mod den Mening, at Odelsretten gaaer over paa de ved Salget ufødte Medlemmer af den odelsberettigede Slægt, og at disse kunne indløse Godset, selv om alle ved Salget levende Odelsberettigede havde tabt sin Ret, er, at XII. 4. siger, at den fremmede Kjøber af Odelsgods, som forgjæves har tilbudt de Odelsberettigede at kjøbe det, skal besidde det lige saa hjemlet, som om en óðalsmaðr bygði, men selv om det maa antages, at dette Udtryk betyder: som om en Odelsmand eiede det, vilde man dog neppe være berettiget til heraf at slutte, at hans Eiendomsret blev uigjenkaldelig i Forhold til Andre end dem, hvem han har tilbudet Godset, og følgelig ikke i Forhold til de ved Salget eller Lovbydelsen endnu ufødte Medlemmer af den odelsberettigede Æt. For at ansee disse at have været berettigede til at indløse Godset taler ogsaa den Bestemmelse i XII. 4., at man skal svare for Lovbydelsesvidner i 10 Aar, sammenholdt med Bestemmelsen i XII. 7.; thi skulde der alene tilkomme de ved Salget levende Medlemmer af Ætten nogen Løsningsret, saa vilde der næsten ingen Plads blive for 20 Aars Præscriptionen, da allerede Undladelse i noget over 10 Aar af at paatale sin Ret vilde udsætte de ved Salget levende for at mødes med den ikke let modbeviselige Indsigelse, at Godset havde været dem lovlig tilbudet. Den sidstnævnte Bestemmelse i XII. 4. er ogsaa i en anden Henseende mærkelig, idet den viser, at 12 Maaneders Præscriptionen ikke kan have været gjældende for Odelssøgsmaal efter Frostathingsloven. Thi hvis man antog det Modsatte, vilde man ikke behøve at tilsvare sine Lovbydelsesvidner i mere end 12 Maaneder, og Bestemmelsen om, at man skulde svare for dem i 10 Aar, blev da intetsigende. Man maa derfor fortolke Budet i Begyndelsen af XII. 7 saaledes, at det kun paalægger den, som har paabegyndt et Odelssøgsmaal, at bringe det til Ende inden 12 Maaneder, en Mening, hvortil man ogsaa nærmest ledes ved at sammenholde Udtrykkene med de i Be-