Den Omstændighed, at en reel Ret i Regelen kan gjøres gjældende over Tingen uden Hensyn til, hvorvidt yngre Rettigheder over samme derved maatte bortfalde eller indskrænkes, medfører vel for den ældre Retshaver en fortrinlig Sikkerhed, men udsætter ofte Andre for uforskyldt Tab. Saadant Tab kan vistnok Lovgivningen forebygge, naar den har det i sin Magt at aabne Enhver, som vil indlade sig i Transactioner med Den, hvem han maa ansee som dispositionsberettiget over en Gjenstand, Adgang til at erholde fuldstændig Kundskab om hans Hjemmel og de paa Gjenstanden hvilende Byrder. Det er imidlertid alene i visse Forholde, dette lader sig opnaa, og der blive altid mange tilbage, i hvilke det er umuligt at hindre Collisioner mellem den, der har betinget sig en tinglig Ret og Andenmand, som senere i god Tro har indladt sig med Besidderen af den Ting, over hvilken denne Ret søges gjort gjældende, Collisioner som det saaledes bliver Lovgivningens Sag at løse.
Det flyder nu af sig selv, at Hensynet til de ældre Rettighedserhververes Tarv her i de fleste Tilfælde maa blive det overveiende. At negte en Rettighed Gyldighed, om end kun mod den Trediemand, der bona fide har erhvervet dens Gjenstand, vilde være at betage den det Allervæsentligste af dens tinglige Characteer og vilde for flere Rettigheders Vedkommende lede til alt for urimelige Resultater. Navnligen er det klart, at det kun er undtagelsesviis, man kan lade den lovligen stiftede uindskrænkede Eiendomsret vige for en yngre, fra Eieren selv ikke deriveret Ret. Paa den anden Side kan ikke Hensynet til de colliderende Rettigheders Alder altid blive det ubetinget afgjørende. I daglig Handel og Vandel kommer man hyppigen til at maatte gaa ud fra den Forudsætning at den Gjenstand som en Mand uimodsagt udgiver for sin, og hvorover han upaatalt udøver en Raadighed,
