og den reið no saa tvist;
fyri reið sankte saale Mikkjel
næste Jesum Krist.
56. Der kom ferði sunnan til,
hon tóttest meg vera traa;
fyri reið sankte saale Mikkjel,
og lúren under armen laag.
57. Deð var sankte saale Mikkjel,
han blés i lúren den lange:
og no skal alle synde-saalinne
fram fer dómen stande.
58. Men daa skolv alle synde-saalinne
som ospelauv fer vinde,
og kvor den, kvor den saal, der var,
den grét fer syndinne sine.
59. Deð var sankte saale Mikkjel,
han vóg i skaalevigt;
saa vóg han alle synde-saalinne
hen til Jesum Krist.
Grutte eller (Grutten) graaskeggi er Djævelen, han kaldes og gamle graa Grutteskegg; Landstads Formodning (S. 400), at Navnet er en Forvanskning af Geirröðr, er kun lidet sandsynlig, det staar rimelig i Forbindelse med grutta (at fnyse) der hos L. S. 13 bruges om et Trold (jfr. Navne hos Grimm Myth. 932). At Djævelen rider paa en sort Hest, hans Navn Graaskeggi, hans sorte Hat minder om Odin, som kaldes Höttr, Siðhöttr, Siðskeggr: begge sloges i den kristelige Tid sammen (se Grimm Mythol. 872. 958); at Grutte med sin Skare kommer fra Norv, er ligeledes en i Hedendommen grundet Forestilling (Grimm S. 953). – Ligesom her to Skarer ride sammen, den ene med Djævelen i Spidsen fra Nord, den anden anført af St. Michael, fra Syd; saaledes omtales paa lignende Maade i tyske og franske Digtninger fra Middelalderen ofte, hvorledes Englene, almindelig under St. Michaels Anførsel, og Djævelen med sine Følgesvende strides om den udfarende Sjæl (se Grimm Myth. 796 ff.). Allerede i Muspilli, et baiersk Digt fra det 8de eller 9de Aarhundrede, heder det: „Saa snart Sjælen haver sig til Farten og lader
