literære Bestræbelser; her var derimod et glædeligt Tegn paa det Modsatte, der i høi Grad fortjente at imødekommes. At jeg desuagtet ikke – efter Sædvane mindre seende hen til mine Evner end til min levende Interesse for Sagen – vovede paa Opfordring ligetil at træde i den forrige Udgivers Sted, havde fornemmelig sin Grund i den Betragtning, at der til et Tidsskrifts Udgivelse, foruden den egentlige literære Redaktion hører endeel andre økonomiske og mekaniske Forretninger, til hvilke jeg isærdeleshed følte mig mindre skikket. Men da nu Leiligheden tilbød sig til en Forening med en anden Mand, der paatog sig at besørge disse Anliggender, maatte enhver Betænkelighed vige for Tilbøieligheden til at forsøge, om ikke et fornyet Opraab til vort Folks literære Kræfter skulde vække saa megen Gjenklang, at Tidsskriftet derved, i Forening med usparet Flid fra vor Side, ialfald nogen Tid kan holdes oppe.
Idet vi altsaa i Fællesskab opfordre ældre og yngre Videnskabsmænd til at understøtte os med Bidrag, der ville blive honorerede, saa vidt som Tidsskriftets økonomiske Stilling tillader det, er det vel hensigtsmæssigt at tilføie, at det agtes fortsat væsentligen i den samme Aand og Tone, som før, ja at man endog ønsker at holde sig vel saa nær til Tidsskriftets oprindelige Plan, som i den sidste Tid er skeet. Saaledes vil man især bestræbe sig for, at Literatur-Rubrikken kommer til igjen at indtage en væsentligere Plads, ligesom de „literære Efterretninger“ haabes at kunne blive mere regelmæssige. Enkelte Stemmer, der vel have ladet sig høre, for at man skulde optage Opsatser af en lettere, mere underholdende Beskaffenhed, har man troet ei at burde lytte til, da Tidsskriftet derved vilde fjerne sig alt for meget fra sin Grundidee, der betinger dets eiendommelige Plads og Berettigelse i vor Bogverden. Efter denne – og hvis det ikke skal indlade sig i en afmægtig Væddestrid med de for Resten Alt opslugende Dagblade – maa det, uden Fordring paa at ansees som et egentlig lærd Skrift, dog stedse beholde en vis strengere
