Da Rigsarkivar Lange saa sig nødt til at ophøre med Udgivelsen af dette Tidsskrift, som han igjennem fem Aargange med saa megen Dygtighed og Humanitet havde forestaaet, maatte dette vistnok vække ikke ringe Beklagelse i vor lille literære Verden. Og det saa meget mere, som Grunden ikke var den, der sædvanlig er Tidsskrifters og Dagblades Bane: Mangel paa Abonnenter, men snarere Mangel paa tilstrækkelig literær Bistand, hvoraf Udgiveren følte sig saa meget mere trykket, som forøgede Forretninger af anden Art gjorde hans egen Tid til at arbeide for Tidsskriftet knappere. Som den, der med særlig Interesse har fulgt dette lige fra dets Grundlæggelse – i hvilken jeg endog kan siges for saa vidt at have Deel, som jeg var med i den Redaktion af dets Forgjænger „Nor“, der ved venskabelig Overeenskomst nedlagde Sagen i Hr. Langes Hænder (se Langes Forord, dette Tidsskrifts 1ste Binds 1ste Hefte) – var jeg ogsaa nu iblandt dem, der i det længste og paa det indstændigste opfordrede Hr. Lange til at vedblive, idet jeg ikke alene fandt det beklageligt om et Skrift, der dog erkjendtes for at have virket saa meget Gavn, skulde gaa ind, men endog syntes det var en Skam, saa længe Publikum gad kjøbe og læse Skriftet om der da ikke skulde være Nogen der orkede at skrive det. Man klager saa ofte over Publikums Mangel paa Interesse for Literatur og
