Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V.djvu/165

22. Det er tidligere omtalt, at det gamle Princip, der gik konsekvent igjennem den hele ældre Rettergang, – at det nemlig ikke var Domstolenes Sag at udtale den Skyldiges Pligt til at efterkomme Noget, men at denne antoges at følge af sig selv, naar kun Beviset var bragt i Orden, – at Dommen, som da fældtes paa Tinget, altsaa ikke gik ud paa, „at N. N. skal gjøre dette eller hiint“, men „at han skal straffes, fordi han ikke haver gjort det“, – at Dommen saaledes ikke var Rettighedens legale Anerkjendelse, men dens umiddelbare Iværksættelse, – allerede forlængst maatte være forandret. Dette sees udtrykkelig at fremtræde i Christian IV. Lov, især i Kjøb. Kap. 3 og 4, hvor den hele Forskjel mellem vitterlig og ikke vitterlig Gjeld i Virkeligheden er bortfalden. Især er det mærkeligt at sammenholde disse Artikler med de tilsvarende i Magnus Lagabøters Lov, hvor den gamle Distinktion endnu er vedligeholdt. Man seer paa den ene Side, at Christian den Fjerde trolig har oversat sin Kilde Ord for Ord, men at paa den anden Side den brugelige Praxis har gjort ham Artikel 3 uforstaaelig; den er nemlig i Christian d. 4des Lov bleven til, „at Tingmændene skulle tilpligte ham at betale inden en halv Maaned,“ i Stedet for at M. L. har, at naar Debitor ikke strax efter Kravet betalte, skulde Kreditor stevne Ting „og da er det vel, om Debitor eller hans Ombudsmand betaler strax der, eller inden halv Maaneds Frist forfaldsløst“, d. e. egentlig skal vitterlig Gjeld betales paa Stedet, men Debitor kan dog ogsaa slippe Ansvar, naar han strax uden Dom erklærer sig villig til at betale, men blot begjærer en kort Henstand. Forskjellen i Magnus Lagabøters Lov er altsaa den, at vitterlig Gjeld ikke skal behøve at paadømmes, og at Debitor paadrager sig Straf, naar han taaler Dom; – men saaledes som Christian den Fjerdes Lov har gjengivet Lovstedet, er der ingen anden Forskjel mellem vitterlig og ikke vitterlig Gjeld, end, at den første naturligviis kan paadømmes strax, den sidste maa først bevises. Men dette har ingen Grund til at gjøre nogen Distinktion, dersom den ikke allerede var gjort i Kilden. Forøvrigt har Christian den Fjerdes Lov simpelthen oversat de ældre Lovbestemmelser om Rettergangsmaaden saavel i civile som kriminelle Sager. Det Antikverede er optaget med det gjældende. Dog er, som ovenfor anført, det øieblikkelig stevnede Ørvarting nu bortfaldet, og næste