plomatariets Udgivere, at der har været ment Petri et Pauli Dag, hvilket er det almindelige, hvor Pedersmessen nævnes uden videre Tillæg, saa faar man ud, at Lagtinget endnu holdtes d. 1ste Juli, hvilket synes uforholdsmæssig længe. Antager man derimod, hvorfor der Intet særskilt er til Hinder, at der menes Cathedra Petri (22de Februar), bliver Tirsdagen derefter i det angivne Aar d. 24de Febr., og dette vilde i saa Fald passe med, at der har været holdt i det mindste i det anførte Aar 2 Lagting i Viken. Men det vilde alligevel ikke saa ganske stemme med hvad der sednere bestemtes i Chr. IV L., hvorefter Borgarting skal holdes 5 Gange: 7de Januar, Mandag efter Midfaste, Tokketirsdag, Dagen efter Vitus og Modestus (15de Juni) og første Sognedag efter Vinternatten. Og paa den anden Side kan man jo lettelig antage, at Lagtinget ikke er bleven sat netop paa Dagen, men nogle Dage sednere end lovbestemt, og i saa Fald bliver Tiden ikke uforholdsmæssig lang. At derimod Byernes Lagting maatte holdes oftere end een Gang om Aaret, bliver aldeles naturligt, efter at Bymødet og Bylagtinget smeltede sammen. Man skulde da nærmest vente 4 Lagting om Aaret, nemlig de 3 regelmæssige aarlige Bymøder og Bylagtinget; men heller ikke herom veed jeg noget bestemt at paavise andet, end hvad der af den oftere citerede bergenske Lagtingsprotokol kan sees at have været Brug i Bergen, hvor det imidlertid, paa Grund af Maaden, hvorpaa de ere meddelte, er umuligt at stille de extraordinære Samlinger fra de regelmæssige Møder eller Ting, og saaledes erfare, om der kan være indtraadt bestemte Forandringer i Reglerne herfor. – I et Kongebrev af 1549 (i „Norske Tegnelser“) nævnes 2 regelmæssige Lagting i Oslo, hvorom strax nedenfor S. 134–135 mere.
Den Revisionsmyndighed over Lagmandens og Lagtingenes Domme, som ved Magnus Lagabøters Landslov var bleven Kongen tillagt som den, „der er bleven sat over Loven“, var oprindelig vistnok kun en extraordinær revisio actorum (se saaledes Dipl. Norv. I. 491 og II. 33 og 35); men sednere sees dette at have udviklet sig til en virkelig Overdomstol. Indtil Kalmarunionen var det vistnok Kongen selv, der afgjorde slige Sager med sit Raad, eller gav visse Mænd af sit Raad Befaling til at undersøge og paakjende den enkelte Sag (se dog Dipl. Norv. II. 35). Efter For-
