Fremstilling af de Forandringer, som Norges dømmende Institutioner i ældre Tid have undergaaet.
„Medeltiden är en högst lärorik tid, och väl värd, att man
derom vet mera, än att strax bortom Luther och Amerikas
upptäckt ligger det stora barbariet, ungefär som man säger,
att straxt bortom Europa ligger Sibirien“.
Geijer.
Nærværende Afhandling er fremkaldt ved det norske Universitets juridiske Prisopgave for 1850–51: „at fremstille de Forandringer, som vore dømmende Institutioner undergik i det 17de Aarhundrede“, – og blev overeensstemmende med det juridiske Fakultets Bedømmelse tilkjendt Hs. Kongl. Høihed Kronprinsens Prismedalje. Det var oprindelig ikke min Agt at udgive den i Trykken; i den Skrivelse, hvormed jeg indsendte Afhandlingen til Fakultetet, udhævede jeg udtrykkelig, at den alene maatte betragtes som en Bearbeidelse af de Materialier, som jeg hidtil havde samlet, – hvad forøvrigt dens næsten aforistiske Form noksom maa vise, – men tilføiede derhos, at der endnu staar en stor Mængde Materialier tilbage, som maatte være undersøgt, forinden man kunde optræde med en nogenlunde færdig Behandling af det foreliggende Emne. Det er derimod min Hensigt at fortsætte mine Undersøgelser i denne Retning, og sednere den, ifald mine Evner og Kræfter tillade det, at levere en fuldstændig, paa Aktstykker grundet Fremstilling af den norske Proces’s Historie. Imidlertid er det i den sednere Tid blevet mig mere og mere klart, at det foreliggende Stofs tilbørlige Gjennemgaaelse vil udkræve flere Aar, saa at det tør blive afhængigt af mange Omstændigheder, hvorvidt dets endelige Bearbeidelse kan falde i min Lod, og i alle Fald er Spørgsmaalet maaske det interessanteste i vor hele Retshistorie, og kunde vel fortjene at ogsaa Andre, der interessere sig for historiske Undersøgelser, henvendte sin Opmærksomhed paa det. Under disse Omstændigheder har jeg troet at burde følge Hr. Rigsarkivar Langes Opfordring at meddele mit Arbeide, selv i dets nærværende ufuldkomne Form, gjennem Tidsskriftet, i det Haab, at det i alle Fald kan danne et lidet Bidrag til vor endnu saa godt som aldeles ubearbeidede Retshistories Behandling.
