Lue, saa mageløs storartet og herlig, at selv de største Hovedstæder maa give denne Prisen, og de navnkundigste Kunstnere staae tilskamme. En Solosangerinde, Lærken Jenny Lind, accompagneret af et velbesat Orchester lader i en Bravourarie Sangens klare Toner hæve sig mod Himmelen, medens Publicum vist finder hendes Triller uforlignelige. I første Scene gaaer en Flok Skolebørn, Vadmels-Gutter og Verkens Gjenter, om hverandre, syngende, leende og støiende med deres Lærebøger i Haanden, over Skuepladsen til Bygdens faste Skole. Derefter faae vi en lille Comoedie i det Grønne. Saa kommer et Intermez: Russer og Polakker holde en frygtelig larmende Bataille. Friheden seirer i Friqvarteret, Polakkerne raabe: Victoria! Frihedens Banner vaier atter over det fra Ruslands Jernaag frelste Polen – –, da Skolemesteren viser sig med Pontoppidan i den lave Dør til Viisdomstemplet, blander pludselig de fiendtlige Nationer sammen i en Hob, og „vi har atter Fred i Landet“. En ny Act aabnes med et Skud, som dog ikke er et Tegn paa fornyede Fiendtligheder, men kun en fredelig Hilsen, en venskabelig Indbydelse fra den forbifarende Dampbaad. Tredie Act maa man vente paa omtrent en Times Tid. Parterret bliver maaskee, som sædvanlig, lidt utaalmodigt og begynder at trampe i Samklang med Galleriets raae og lurvede Natursønner – Parquettet er en Have, i hvilken Taalmodigheds-Urten gjerne voxer og trives til Fuldkommenhed –; imidlertid gjør Orchesterets blæsende Instrumenter og Pauker sit Bedste for at overdøve Larmen og lade Vedkommende glemme Tidens Piinagtighed. Endelig bliver der Liv paa Scenen. Som Efterspil opføres et lidet dramatiseret Hyrdedigt à la Florian. Det er sildigt; det stunder mod Aften, og Sollampen truer med at slukne; men forinden Skumringen udbreder sig over Skuepladsen, maa der gives en Ballet: „Muntre Myg paa Vinge fiin – hvirvle om med Dandsetrin“. De smaa Dandsere, der dandse lystigt efter egen Musik, gjøre tillige mangt et dristigt Badut- og Trampolin-Spring, og vise desuden deres Kunst som Liniedandsere paa de fine, svindende Solstraaler. Spaaer Dandserchoret sandt om smukt Veir, indbydes vi atter til at gaae paa Comedie den følgende Dags Morgen.
Af „Luftseileren Pillatre de Roziers“ Skjebne tages der Anledning til at advare mod at friste Gud ved overmodig at ville „overskride sit Legemes Skranke“. Hvor Grændsen her findes, er dog maaskee vanskeligt nok at bestemme. Meget blev engang anseet for en saadan formastelig Synd, hvorom man nu har dannet sig ganske andre
