alle Classer og Stænder har reist sig mod det farlige, almeenskadelige og yderst fordærvelige Brændeviin en Dame ikke tager i Betænkning at opponere imod de menneskelige Anstrængelser og Opoffrelser af Høie og Lave, af Regjeringen, Storthinget og Folket for at fortrænge denne Landets og Menneskehedens Fiende, og forvise den ud af Husene til Apothekerne, – opponere – siger jeg – ei alene ved at opfordre sine Medsøstre til at have Brændevinet altid ved Haanden i deres Skabe og Spisekammere, men endogsaa lære dem, hvorledes de skulle gjøre det ret fristende og tillokkende for dem selv, deres Mænd og Børn under Navn af Hæggebær- og Kirsebær-Brændeviin, Liqueur, Ratafia, Skrub og „meget velsmagende“ Punsch! Jeg er vist ikke den Eneste, der finder – jeg vil gjerne vælge det mildeste Udtryk – noget Uhyggeligt i en saadan stiv og haardnakket Conservatisme i Koge- og Huusholdningskunsten, hvorved der forsætlig ignoreres og oversees Tidens store og betydningsfulde Kamp, der føres saavel for Individers og Familiers, som for Statens og Kirkens Vel. Deler end Forfatterinden ikke vor varme Interesse for Afholdenhedssagen, – deri fortænke vi hende ikke, Enhver følge her sin egen Indsigt og Overbeviisning – tør vi dog vist antage, at hun anseer den, selv med de Ligegyldigste, for en god Sag; og da bliver det ubegribeligt, at hun kan overtale sig til at yde sin Skjærv til Ondets Befæstelse og Udbredelse. Hendes Navn har megen Anseelse, hendes Mening har en vis Auctoritet hendes Ord har stor Vægt hos det qvindelige Kjøn; og derfor er hendes Opposition desfarligere. Det er iøvrigt et synderligt Phænomen, at medens Frederikke Bremer i Sverige aabent og uforbeholdent erklærer sig for Reformen og sender de kjøbenhavnske Damer en Hilsen i den Anledning, optræder Hanna Winsnes i Norge som dens – om end paa en Maade stiltiende – dog bestemte og virksomme Modstander. Man misforstaa mig ikke! Det er nu ikke min Mening – om jeg end maaskee forhen kan have været tilbøielig til at hylde den –, at Qvinden endelig burde indtræde i de omhandlede Foreninger. Jo mere jeg tænker derover, desmindre synes jeg om denne Idee, der af Mange saa ivrigt anbefales. Det forekommer mig nemlig at Qvinden aldrig bør ophøre at være Qvinde, aldrig glemme sin Qvindelighed, der er hendes skjønneste Smykke. Navnlig er Huusmoderen – som den herlige, genialske Wieselgren træffende benævner hende – en Minister for det Indre; som Saadan hører det ikke til hendes Departement
