sig saa haardnakket ved at indrømme Qvinden de Rettigheder, hun aabenbar og uimodsigelig tilkommer. Men blandt disse Rettigheder er vistnok ingen naturligere ingen nødvendigere og vigtigere end den, at turde udtale, idetmindste for sine Medsøstre, (forsaavidt nemlig Mændene skulde ansee det under deres Værdighed at lytte til de svage og kjælne Qvinderøster), hvad der tiltaler, ryster og bevæger, glæder og bedrøver, opløfter og nedknuger Qvindens Aand og Hjerte. Dertil maa hun uden al Tvivl have fuld Berettigelse. Og hvem kan vel – jeg opkaster dette Spørgsmaal med den største Frimodighed uden at befrygte et benegtende Svar – hvem kan vel behandle Gjenstande for Phantasien og Følelsen Aandens og Hjertets Anliggender med en saadan Fiinhed og Sandhed en saadan Ynde og Elskværdighed som den aandrige og følelsesfulde Qvinde? Den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun rører sig paa dette hendes eiendommelige Felt, er uovertræffelig i sig selv, er uopnaaelig for den stoltere, haardere og koldere Mand. Det stille, ydmyge og fordringsfrie, det bløde, bøielige og varmt qvindeligt Gemyt er en Jordbund, der er fortrinlig skikket til at frembringe Blomster, spillende i de deiligste Farver, duftende af den lifligste Vellugt, og Frugter, rødmende, saftfulde og qvægende for det i Livets trivielle Færd fortørrede Sind.
Den svageste Skygge af Tvivl om Qvindens Competence til at være Medarbeider paa Literaturens Mark maa desuden, forekommer det mig, aldeles forsvinde ved Betragtningen af det Creditiv, Aandernes Aand har meddeelt flere qvindelige Personligheder i de Talentets og Geniets Funker, der gløde i deres Barm og gjennemlyne deres Tale og Sang. Hvilken dannet og oplyst Mand nødes ikke, med eller mod sin Villie, til at bøie sit Hoved med Ærbødighed og Høiagtelse for saa- danne mere og mindre straalende Navne, som Madame de Stael-Holstein, Baronesserne Krüdener og de la Motte Fouqué, Grevinde de Genlis, Madame Cottin, Francis Trollope, Frederike Bremer og Flere! Hvem har ikke med Tilfredsstillelse og Velbehag læst, hvad der hidtil, kun altfor sparsomt er udflydt fra enkelte af vore ædle og elskelige Landsmændinders Aand og Hjerte! Hvem har ikke med Glæde og Taknemmelighed modtaget de skjønne Gaver, som Hanna Winsnes, det norske Qvindekjøns Pryd, har af sin rige Aands Fylde offret paa Literaturens Altar! Vi ville en Stund dvæle med vor Opmærksomhed ved disse, ikke just for at anbefale dem – de trænge ikke til min Anbefaling de anbefale sig selv – men for kun flygtigt at paapege
