bevægede sig kun indenfor den traditionelle Opfatning af Poesien uden at træffe noget af dens Livsspørgsmaal; men i Fremstillingen af den Ewaldske Periodes Literaturforhold har man altfor meget overseet denne Omstændighed, og derved tillagt Modsætningen en Skarphed, som de virkelige Tilstande ei kunde medføre. Vil man i dette Tidsrum af vor Literaturhistorie paavise en Aandsytring, der danner et afgjørende Brud paa Belletristernes Kanon, da kommer man netop til Normændenes Kreds, hvor man finder den Wesselske Ironi, hvis Væsen og Betydning ligesaavel viser sig i de komiske Fortællinger og i flere andre mindre Skjemtedigte, som i den parodiske Tragoedie. Ligeoverfor den belærende og stoftunge, snart sublime, snart lavtsvævende Poesi, drev Wessel Negationen til det Yderste; han gav Nulliteter et Skin af Vigtighed og lod Smaatingene melde sig med store Ophævelser. Al den urimelige Værdi, man i hin Tids poetiske Frembringelser tillagde selve Stoffet og det, man angav som Digtets Retning og Øiemed, fandt sin Modvegt i hine fjederlette Sager, hvis hele Indhold tilsidst er en fuldkommen afsløret Trivialitet, eller en blot Snurrighed eller slet Intet. Den nyere Tid har overalt erkjendt Ironiens fulde Betydning og gjennemslaaende Kraft i Kjerlighed uden Strømper; men naar man tillige ser dette Verk i Samtidens Lys, vil man snart bemærke, hvilket frit og overlegent Standpunkt Forfatteren indtager mellem hin Periodes Belletrister i Danmark. Man fandt Stykkets Vittigheder uimodstaaelige og beundrede dets fuldkomne Form, men der er flere Vidnesbyrd om, at dets egentlige Tendens og Sigte maa have forarget visse dengang gjeldende æsthetiske Autoriteter. Et Par saadanne Kjendsgjerninger, der netop i den her omhandlede Materie ere oplysende, kan nu bringes i Erindring I en Anmeldelse af Kjerlighed uden Strømper (Fortegnelse over Trykkefr. Skrift.) ytrer Wadum: „Ondt skulde det gjøre os om vi havde Grund til en vis Mistanke: Om vi torde tillægge Forf. den uædle Hensigt paa nogen Maade at ville gjøre latterlig den Del af vore Skuespille, som vi kalde Tragoedier“. Wadum var, som før bemærket, en Tilhænger af Ewald og blev Medlem af det danske Literaturselskab; men desuagtet viser han sig her „fængslet i den bornerede Smag“, som Normanden Wessel med sit lattermilde Klarblik gik imøde. Mærkeligere er det dog, at selv Carstens, i Berørelsen med Wessel, bliver en tvetydig Smagsdommer. Carstens, „den fine Kjender“, som Molbech kalder ham, havde ogsaa Navn af Ewalds Aristarch; han gjennemgik Balder med egenhændige
