heder, traadte egentlig først 1775, ved Udgivelsen af en Digtsamling, frem for Almenheden som literairt Selskab, og samme Aar fik det nergaardske Samfund, der imidlertid var gaaet over i Dreiers Klub, sin Organisation som Literaturselskab. Abrahamson siger i sin Autobiographi i Lahdes Portraitverk, at dette Selskab i Begyndelsen gav ham særdeles meget at bestille, og der er vel ingen Tvivl om, at han har haft en betydelig Andel i dets Stiftelse. Hans første Bidrag i denne Kreds var en Samtale mellem Holberg og Londemann i Elysium, (indført i Alm. d. Bibl. 1778, 4 B.). Man tager neppe Feil, naar man i dette Arbeide finder Yttringer, der vise Abrahamsons Sindelag mod Normændenes poetiske Frembringelser. Der er nemlig Tale om de afdøde Digteres Opholdssteder, og det hedder da, at de gode Digtere finde et lyksaligt Opholdssted paa Sletten, hvorimod de maadelige „ere de bag Bjergene“. „Den som er temmelig regelret“, siges der videre, „dog uden Geni eller fast Smag, den som aldrig faaer Naturens Ansigt at see, men stedse maler den fra den ubehageligste Side; den kan just ikke plat forkastes, men han er og langt under Berømmelse og bliver her en Bjergbeboer“. Saaledes dømte Abrahamson i Midten af dette Decennium, til hvis poetiske Literatur Nyerup henfører (Udsigt o. D. Digtek. 6 D.) „en Række af ypperlige norskfødte, næsten samtidige Digtere“, hvorhos han tilføier: „imod disse havde vi Danske i Decenniets Begyndelse egentlig kun een eneste at nævne, men denne ene var Ewald“. Det var ogsaa denne Ene, som Abrahamson i Tide og Utide søgte at fremhæve. Mellem Literaturselskabets Papirer er der et Brevkoncept, dat. 31 Jan. 1778, hvori Abrahamson paa de øvrige Medlemmers Vegne takker det private dramatiske Selskab, der opførte Balders Død, for dets Tilbud af Billetter til Forestillingen, og her hedder det blandt Andet: „Balder og Rolf Krage i det tragiske og, næst Holbergs Mesterstykke Harleqvin Patriot i det komiske ere Daniens Hæder“. Men det er paafaldende i en saadan Vending, hvor „Kjerlighed uden Strømper“ er udeladt, at finde Harleqvin Patriot, der har givet en anden Ewaldianer, Wadum, (Fortegnelse over Trykkefrihedens Skrifter 1772) Anledning til med saa meget større Føie at yttre: „Man har Aarsag til at ønske, at Ewald heller vilde omgaaes med den tragiske end med den komiske Muse“. Abrahamson var i sin Partiskhed for Alt hvad der kom fra Ewald blind for denne Digters naturlige Begrændsning, og derfor tilbøielig til at finde den ydre Modstand allesteds virksom. Han roser endog den uheldige Sel-
