Maade vanskelig tillod nogen Forbindelse mellem Selskaberne. Det norske Selskab skulde maaske „have modtaget Ewald i et Triumphtog“, dersom han havde søgt denne Kreds; thi hos ham kunde man glemme Smagsretningen over Fortjenesten, men Selskabet vilde sandsynligvis have udelukket hans Følge, forsaavidt som dette kun repræsenterede den Tendens i Literaturudviklingen, der var Tvistens Gjenstand. Men de ivrigste af Ewalds Tilhængere begik, som før bemærket, den Feil, at de betragtede ethvert Udfald mod den Ewaldske Poesi og mod dens aandløse Udbredelse i en hel Digterskole, som en Fornegtelse af Ewalds Geni og Fortjeneste. Der klagedes over, at Danmarks første Digter var udsat for Normændenes Had og Forfølgelse, og derved blev Forholdet fra Grunden af miskjendt og forvandsket. Men Ansvaret for denne falske Fremstilling hviler især paa Literaturselskabets ivrigste Medlem, Abrahamson.
Naar man finder sig opfordret til at paavise denne Mands ensidige og ubillige Fremfærd i disse Anliggender, føler man tillige Trang til at minde om hans store medborgerlige og literaire Fortjenester. Abrahamson forenede en levende Virkelyst med udbredte Studier, som han under en stadig Selvudvikling og gjennem et langt Tidsrum forstod at anvende i forskjellige Literaturfag. Hans Plads i det danske Literaturselskab er i enhver Henseende stærkt fremtrædende, og hans Arbeider i denne Kreds have vistnok ei været uden Frugt. Men han var dette Selskabs mest udprægede Partimand. Hans Hengivenhed for Ewald synes at have været ubegrændset, og den ledede ham under Betragtningen af de Stridigheder, hvori han selv deltog, til en literair Fanatisme, hvis Udbrud ere umiskjendelige. Abrahamson tildrog sig allerede 1772 Opmærksomhed som Medlem af det literaire Koteri, der havde sit Samlingssted i Madm. Nergaards Kaffehus, han deltog i den Bredahlske Theaterfeide, og skrev samme Aar: „Kritiske Tanker over Syngestykket Thronfølgen i Sidon og Efterstykket den dramatiske Journal“. Man ansaae ham tillige, skjønt feilagtigt som Forf. af Recensionen i Krit. Journal over J. N. Bruns Zarine. Det var den overordentlig glimrende Modtagelse, som denne Tragoedie fandt hos det kjøbenhavnske Publikum, der paa den ene Side gjorde nogle af Bruns Landsmænd fortrydelige over den dadlende Kritik, og paa den anden Side harmede Ewalds Tilhængere, der havde maattet taale, at Rolf Krage ei engang blev antagen til Opførelse paa Theatret. Det norske Selskab, der af O. Meyer stiftedes under disse Stridig-
