kelig; men den vilde være end mere paafaldende dersom Abrahamson, paa den anden Side, havde kunnet bestyrke sine grove Paastande om Normændenes Avindsfærd mod Ewald med ligesaa kraftige Kjendsgjerninger.
Der er Tegn til at man i Samtiden har beklaget Striden mellem de tvende Selskaber og troet at de ved Enighed kunde udrette større Ting. Man finder at der ogsaa blandt Literaturselskabets Medlemmer har vist sig Trang til og Ønske om et mere fredeligt Forhold. I sit Skrift „om Indfødsretten“ siger Tyge Rothe S. 85: „Der ere de norske Sangere, hvilke have forenet sig: der ere Brødrene, hvilke løbe ad samme Bane: ja, ærlige Medborger, glæd du dig kun, som du det med Føie kan, over begge disse phøbiske Chor: og paa det intet skal forstyrre din velgrundede Glæde, da glem i det Øieblik, hvor begge de Chor have Uret derudi, at de tage Navn, hvilket os til Græmmelse kunde agtes, som ville de imellem sig være adskilte“. Tyge Rothe sigter her til Modsætningen norsk og dansk i Selskabernes Benævnelse; men dersom han et Øieblik har kunnet troe, at Stridspunktet derved var betegnet maa man forklare dette af hans ubevægelige Patriotisme, der undertiden gjorde ham blind for meget Andet. Iøvrigt røber han, trods sin Forkjerlighed for Klopstock og sin Plads som Æresmedlem af Literaturselskabet, Smagsmeninger, der vare almindelige hos hin Periodes dannede Mænd, og som i væsentlige Punkter stemmede mere med det norske Selskabs Bestræbelser end med Modpartiets; han siger vistnok S. 75: „ville vi charakterisere os blandt Europas Folk, det skal kunne skee ved at digte Homerisk, Ossiansk, Klopstocksk; og ei ved at digte „Anakreontisk og Petrarkisk“; men længere hen sætter han gothisk Smag“, hvormed han betegner Modsætningen til græsk Smag, i Linie med Vankundighed og Stolthed, og endelig mener han at „vort Valhalle aldrig bliver stort og skjønt at male som Elysium det kan være“, og at „Græker og Romere endnu kunne være os baade Lærere og Modeller“. – Men end mærkeligere end hine Yttringer af Tyge Rothe er følgende Skrivelse af Bast, dat. 1ste Febr. 1778, der findes mellem Literaturselskabets Papirer: „Jeg troer, at en Mand, som Borgemester Bredahl, der har været saa virksom og arbeidet med saa meget Held i de skjønne Videnskaber, bliver altid vort Selskabs meer end almindelige Høiagtelse værdig. Jeg giver mig altsaa den Frihed hermed at anmelde for det høitærede Selskab, at jeg tillige med flere af Selskabets Medlemmer ønskede, at vi alle bleve enige om at opføre
