Læresætninger, brugte enkelte af Normændene en kortfattet Satire, hvis Væsen og Tone er angivet i de bekjendte Linier:
som synge i Ha-stemte Toner.
og den samme Unatur i poetisk Stofopfatning og Stil angreb Fasting i sine Recensioner. Men det norske Selskab var ved sin blotte Tilværelse, ved den Aand, der umiddelbart udgik af den tvangfrie Kreds, en levende Protest mod det egne Slags literaire Hykleri, der gjorde saa stort Væsen af en tilkunstlet Pathos og af Emner, der mangengang laae udenfor de Digtendes Interesse og Forestillingskreds. Man maa imidlertid ei glemme, at denne frie Aand, der virkede saaledes udad, ogsaa gjorde sig gjeldende i Selskabets indre Forholde. Normændene brugte ei at skaane hverandre i den literaire Standret. Men man ved intet om, at der for den Sags Skyld er opstaaet Splid og Sondring i deres Kreds. Brun og Bredahl forlode ei Laget, naar Wessel traadte ind, skjønt de i „Kjerlighed uden Strømper“ vare saa eftertrykkeligt rammede; Samtiden har ei seet noget Fiendskabstegn i det Epigram, hvormed Fasting tilintetgjorde Bredahls Oversættelse af Ovids Forvandlinger, og Ove Meyer præsiderede udentvivl med uforandret Hjertelag i dette Selskab, hvor man drev Spot med hans Læredigt. Naar man ei vil indrømme at der i det norske Selskab, eller blandt dets Medlemmer, ytrede sig en liberal og fordomsfri Aand, da skal man have vanskeligt ved at tillægge det nogensomhelst Charakter, og da vil man heller ikke kunne forklare dets Anseelse i Samtiden. Den sande Humanitet og Finhed, der viste sig hos Fasting i Alt hvad han foretog sig, den Fordragelighed og Godmodighed, der i Wessels Personlighed forbandt sig med en udviklet Smag, ere gode Betegnere for Tonen i den Kreds, der regnede disse Medlemmer blandt sine Ypperste. Og hvilket sjeldent Exempel paa Forsonlighed og Retsindighed gav ikke den ilde medhandlede Bredahl, da han som Theaterdirekteur overdrog Ewald Bearbeidelsen af Pfeffels Philemon og Baucis! Abrahamson, der fortæller dette Træk, (alm. dansk lit. Journal II. S. 371), roser Bredahl, „fordi han henvendte sig til den samme Ewald, der faa Maaneder tilforn havde i sine brutale Klappere sagt saa mange dyrebare, men bitre Sandheder til ham og hans løierlige Tilhængere, og fordi han, som en daarlig Oversætter, overgav Arbeidet til en anden Mand, og selv en slet Digter henvendte sig til en ypperlig Digter“. Man maa tilstaae, at denne Anekdote er mær-
