kes til Collegium Mediceum „fra et Selskab, der formedelst Medlemmernes Bortreise og forandret Bestemmelse er ophørt“. Men med alt Dette er det udentvivl klart, at denne Indstiftelse i sin egen Organisme havde Spiren til en tidlig Opløsning. Der findes mellem Selskabets Arbeider en Tale af Rogert, hvori han blandt andet dvæler ved Følgerne af det Uvæsen, at Virksomhedens Hovedmaal var at undgaae Bøder. „Trættet ved Mængden af de umodne Forsøg“, siger han, „vil den Kyndige tabe Lysten, Modet synke hos de Flittige. – – En slæbende og tvungen Arbeidsomhed skulde da med Tiden charakterisere vort Selskab, og Undergang beslutte det vansmægtende Liv“.
Man ser dog, at Selskabet, i det mindste i dets første Dage, har vist megen Travlhed. Saaledes forfattedes og cirkulerede i Aaret 1776 ikke færre end 66 Stykker. Flere af Medlemmerne var dengang særdeles frugtbare, og fremfor Alle L. Smith, der er bekjendt som Forf. af et Verk om Dyrenes Natur og Bestemmelse. Det er særdeles betegnende for dette Selskabs literaire Stræben, at dets Yndlingsfag vare, i Prosa, Lovtalen og i Poesi, Oden. I begge Slags dyrkede man en pathetisk Fremstillingsmaade og drev den famlende Efterlignings Afektation til en Yderlighed, der ei behøvede at søge sin Dadel i et afsluttet Modparties Uvillie. Den kritiske Tilskuer for 27 Mai 1779 udpeger i Anmeldelsen af Smiths Lovtale over Kort Adeler, „det knuddrede og tunge Rothiske Sprog, som afvexler med det bløde danske, og som er bleven Mode i det danske Literaturselskab“. Men langt stærkere end den hos visse Medlemmer kjendelige Brug af Vendinger, der tilhørte Tyge Rothes forunderligt kunstlede Stil, fremtræde i de rhetoriske Arbeider den Ordpomp og tomme Deklamation, der i et uøvet og ubekvemt Sprog søgte at gjengive de bekjendte bouillons de Thomas. I Poesien har Selskabet, som før bemærket, ved sine Oder „over Indfødsretten“, tydeligt og bestemt angivet sin Smagsretning, og forskjellige Stemmer i Samtiden har ogsaa klart nok betegnet Odesprogets Udskeielser i denne Digtsamling. Den kritiske Journal (Baden) siger om Samlingens første Digt „til Kongen“: „Denne Odedigters Flugt er langt oven for vor Fatningskreds, og vi befrygte at Digteren har tænkt for meget paa den ærlige Demokrit: excludit sanos Helicone poetas Democritus. De to første Stropher have vi med Nød stavet os Meningen til af, ved at antage her Elipser, der usædvanlige Ordføielser, og andet hvad som pleier at skrives paa den poetiske Enthusiasmes Regning; men den tredie stave vi over endnu,
