Historien om Mennesket, især om de sandselige Følelser eller den saakaldte Smagens Philosophi“. Heraf sees allerede Charakteren i Selskabets æsthetiske Anskuelser. Fra et saadant Standpunkt kunde der mindst ventes nogen friere Bevægelse i Samtidens Opfatning af Kunst og Poesi; men derfor blev ogsaa Selskabets kritiske Bestræbelse meget usikker og vistnok af ringe Virkning. Man kan iøvrigt danne sig en Forestilling om Selskabets indre Virksomhed og Organisation ved følgende Bestemmelser: Enhver af Medlemmerne var forpligtet til „qvartaliter at forelæse noget selvforfattet Stykke“. Det Foredragne cirkulerede derefter i tvende Afskrifter mellem de øvrige Herrer, der alle maatte vedlægge Kritik over Stykket, dernæst skulde Forfatteren udarbeide sin Replik eller „Remonstrance“, hvorefter endelig det Hele blev foredraget i Selskabet og hver Post underkastet Debat. De saaledes gjennemgaaede Arbeider lagdes i Archivet; og siden, hedder det, „skal en streng og nøie Bedømmelse afgjøre, hvilke Stykker, der skal trykkes; men intet Stykke maa udgives i Selskabets Samlinger, uden Totrediedel af Medlemmernes Samtykke“. Denne Afgjørelsesmaade forandredes dog efter nogen Tid saaledes, at en Revisionskommission af fire Medlemmer fik Myndighed til at udvælge de Arbeider, der skulde offentliggjøres. Det var desuden lovbestemt, at ethvert Medlem, der vilde udgive noget Arbeide, som ei var foredraget i Møderne, havde Ret til at fordre Selskabets kritiske Bistand til mulig Forbedring af det Nedskrevne. Ved Siden af den almindelige literaire Virksomhed fremsatte Selskabet hvert Kvartal en eller flere Prismaterier. Prisbelønningen var en indbunden Bog, i første Grad til 2 Rbd. og i anden Grad til 1 Rbdlr. eller 3 Mk. Udfaldet afgjordes ved hele Selskabets Votering. Følgende Præmiebøger findes optegnede: Klopstocks Messias, Riedels Theori, Holbergs Comodier, Lieder des Barden Sined.
Det har i Begyndelsen været vanskeligt nok at faae Adgang til Selskabet; thi efter Lovene var een Stemmes Nei tilstrækkelig til at afvise Den, der var kommet i Forslag til Optagelse. Denne Bestemmelse var taget „for Enigheds og god Forstaaelses Skyld“, og af samme Grund holdtes ved hvert Kvartals Slutning en almindelig Exklusions-Votering for alle Medlemmer. Simpel Majoritet afgjorde da om nogen Enkelt skulde udvises. Tre Aar efter Selskabets Stiftelse blev hin Strenghed saavidt formildet, at der siden udfordredes en Fjerdedel af de Tilstedeværendes Negtelse for at hindre Optagelsen af