Fremstillingen af det Ophøiede. Og hvilket Misgreb kunde vare større end Klopstocks, da han til en Lyrik, der skulde være lutter Fyr og Flamme og udtrykke Følelsens dybeste Liv, tog Forbillede af den horatsiske Ode, hvor alt er Symmetri og Forstandsberegning i Overensstemmelse med den romerske fra al Sentimentalitet fjernede Sprog- og Folke-Charakter. Men deraf fik Klopstocks Odestil de mange latinske Sprogvendinger og den tvungne Ordfynd, der forplantede sig hos hans Efterlignere. Denne Digters hele Lyrik svævede mellem svimlende Pathos og sentimental Blødhed. Den tordnende Almagt, de himmelske Chors Basuntoner, den lallende Tunge, den stammende Læbe, den forstummende Henrykkelse alle disse afbrudte Betegninger for en overstrømmende Følelse vare fra Klopstocks Standpunkt ligesaamange sublime Skjønheder, og ikke mindre unaturlige og overspendte ere den tryglende Kjerligheds tilspidsede Smerte, ustandselige Taarer og ensomme Natteklager i hans erotiske Digtning. Man ser strax Grundvildfarelsen i den Klopstockske lyriske Poesi af selve Stilens Beskaffenhed. Denne synes nemlig anlagt paa at vise den lyriske Opløftelses Vanskeligheder, saa at Udtrykkets Dunkelhed og de tvungne Vendingers stammende Pathos faaer en Vegt som deslige Digtes eiendommelige Fuldkommenhed. Man ved at den Fremstillingsmaade følger af en Anskuelse, der ser det poetiske Høidepunkt i Følelsens Spending og Gjering og giver dens sunde, af en klarere Bevidsthed gjennemtrængte Udtryk en underordnet Betydning. Ved saaledes at opløfte Sproget poetisk kom Klopstock til at indstifte en egen Klasse nobiliterede Udtryk, der i Grunden gjorde det poetiske Foredrag fattigt, istedetfor at berige det; han udvidede derved langt over det Tilbørlige den bestaaende Kløft mellem Digtersprog og Talesprog, der udentvivl blev end mere kjendelig i vor Literatur end i den tydske. Til Oplysning for det danske Publikum har han indført i „Nordischer Aufseher“ en Afhandling „von der Sprache der Poesie“, hvori man finder følgende hidhørende Yttringer: „Wenn man alle Stufen des prosaischen Ausdrucks hinauf gestiegen ist, so komt man an die unterste des poetischen. Die høchste prosaische und die letzte poctische scheinen sich in einander zu verlieren“. Ingen vilde nu bestemme Forholdet saaledes; men man kan ei overse denne Anskuelses Indflydelse paa den Klopstockske Skoles Digtning i Danmark. I det Hele maa man lægge Mærke til, at denne Poesi med al dens Fordring paa usædvanlig Dybde og Inderlighed, dog har en egen Overfladiskhed, hvis Fortrin fremfor den almindelige kun ligger
