være af Vigtighed for den historiske Opfatning af hin Periodes literaire Stridigheder. Man ser nemlig det Mislige i at ville bestemme Charakteren af det norske Selskabs Opposition efter hine løse Antydninger og Meddelelser, der selv i Samtiden vare upaalidelige; men denne Fremgangsmaade er saameget mindre tilladelig, hvor de sande og træffende Momenter til Fremstillingen af de modsatte Partiers Væsen, uden Vanskelighed lade sig paavise og behandle.
Det norske Selskab havde sin egentlige bestemte Modsætning i „det danske Literaturselskab“. Dette Forhold er i enhver Henseende tydelig udpræget, det viser sig ligesaavel i Selskabernes Oprindelse som i deres Tendenser og Virkemaade, men ved at fjerne eller svække denne Opfatning kommer Literaturhistorikeren selv til at frembringe den Ensidighed, for hvilken det ene Parti da synes at blive ansvarlig. Betydningen af hin Periodes æsthetiske Bevægelse træder først, under Betragtningen af disse Selskabers modsatte Bestræbelser, i sit rette og fulde Lys; og derfor er det underligt at dette Forhold, hvis Grundlinier allerede ere dragne af Rahbek, senere næsten er traadt i Forglemmelse. De Steder, hvor Rahbek udførligt har omhandlet det danske Literaturselskab ere følgende: 1) „Forsøg til en Charakteristik over Troylernes Digte“, i Seidelins Udgave, Kbhvn. 1801; 2) „Tale holden i Selskabet den nye Forening den 26de Novbr. 1825“ og 3) „Om det danske Literaturselskab, stiftet 1775“, i Maanedsskriftet Hertha, Decbr. 1827. Hertil kan endnu føies de Uddrag af Literaturselskabets Archiv, der ere meddelte i Minerva for Juli og August 1807. Man ser af Rahbeks Meddelelser at Literaturselskabet ligesom det norske Selskab udgik fra det i hine Dage herskende Klubliv. Som selskabelig Sammenkomst med en vis literair Farve, var hin Forenings Stamme ældre end det norske Selskab, ved hvis Dannelse den fik sit Modstykke; men det norske Selskab bibeholdt under sin literaire Virken den friere Klubform, medens Literaturselskabet, for igjen at modarbeide Normændenes voxende Indflydelse, optraadte i det oprindelige Klubsamkvem som en esorterisk Afdeling med egne Love og en nøiagtigt bestemt Forretningsorden. Dette Selskabs Smagsretning sluttede sig til den Ewaldske Poesi og dens nærmeste Forbilleder. De fleste Medlemmer vare ivrige Ewaldianere, og Mesteren blev selv optagen i deres Midte. Under en tilsyneladende almindelig literair Stræben virkede her en Partiaand, der snart blev meget kjendelig. Men i denne Selskabets Ensidighed ligger allerede en naturlig Grund til at dets Virken
