snart paafølgende Ødelæggelse. Men nu var det ikke fremmede Hanseater og Vitalianer, men Kong Frederik den førstes egne Udsendinger, der viste sig virksomme. Imidlertid var der endnu ikke foregaaet noget, der stadfæstede de slemme Rygter, der satte Byen i Skræk. Men i 1527 løb Sørøveren Claus Kniphoff med sit Skib og 1000 (2) Mand ubemærket under Nattens Mørke ind til Bergen, hvor han gjorde Landgang i Sandviken for at overraske Byen. Imidlertid gik en Bøsse løs i Byen, hvorover han blev bange og troede sit Anslag røbet. Efterat han derfor igjen havde indskibet sine Folk, lettede han Anker og gik med en rask Søndenvind Nordover til Askenes, idet han sendte nogle Kugler mod Kongsgaarden og Byen (Abs. Ped. vita Gab. hos Edvardsen og Hofnag. Berg. Krønike). Nu var det da klart, at Kongsgaarden svævede i stor Fare, da de paa Holmen liggende Kirker og øvrige Bygninger letteligen som det hed, kunde indtages og bruges som Befæstninger mod Kongsgaarden. Høvedsmanden Vincents Lunge havde derfor først isinde, som Edvardsen fortæller at lade nedbryde Domkirken og de andre Kirker paa Holmen. „Han kunde dog ikke komme til Pas dermed; thi begyndte han med hemmelige Raad at mage derpaa at brænde Sortebrødrekloster.“ Han fandt en tro Medhjælper i Klosterets Prior Jens Mortensen; de brændte Klosteret i 1528 og deelte dets Klenodier. Imidlertid hed det, at Klosteret var afbrændt ved Vaadeild (Münch. Dipl. i Saml. II, 88). Ligeledes tiltog Lunge sig Apostelkirkens Klenodier (Dipl. 28 Oktob. 1529. Langes Klosterhist. 528). Man seer heraf, at Faren for Kongsgaarden var et godt Paaskud for at kaste Folk Blaar i Øinene, medens disse Plyndringer egentlig fremgik af den gridske Havesyge, der udgjorde et fremherskende Træk hos de danske Magthavere paa Reformationstiden, og som kulminerede hos Vincents Lunge. Naar man først kunde faa Kirkerne nedrevne, saa blev Jordegodset sekulariseret og da var et godt Bytte at hente for den, der forstod Kunsten rigtig. Og istedetfor at straffes forlenedes Lunge, der endog aabenbart satte sig op imod Kongens Vilie, med det ene Gods efter det andet. Men det var dog fra hans Handlinger i Bergen, at den Nemesis udgik, som bevirkede
