Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/431

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
417
H. Wergeland. Søkadetterne iland.

man i dette Capitel er vant til, svare dog neppe ganske til hvad man af en Lyriker som H. W. gjerne vilde vente[1]. Vel er det saa, at Vaudeville-Sangen ialmindelighed ligger paa Lyrikens laveste Grændse, og Digteren har i Bevidstheden herom medrette søgt at nedstemme sin Tone; men netop derfor er han her ikke egentlig paa sit rette Feldt, og har af den Grund ikke altid naaet den Lethed og Naturlighed, som i dette Slags Poesie er den væsentligste Fordring. Som Exempler kan anføres Jeremias’s Sang 1ste Act 12te Scene, samt Kadetternes S. 72.

Idethele reise vel nogle af Stykkets Grundmangler sig deraf, at Digteren her mere, end i nogen af sine øvrige Frembringelser, har søgt at lempe sig efter Publicums Smag, har lagt an paa, hvad han troede vilde more. En saadan Beregning var – efter Wergelands hele Aandsretning – egentlig ikke hans Sag; hans Kald var umiddelbart, uden at see til Høire eller Venstre, at udfolde den indre Rigdom, der var han givet, og den djerve Hensynsløshed, hvormed dette skeede – ja det Frastødende selv i hans Virksomhed – hører uadskilleligen med til den eiendommelige Tiltrækning, denne mægtige Genius medrette har udøvet, en Tiltrækning, der i Virkeligheden er saameget større, som den knytter sig til Modsigelsen, og saaledes gjækker den gammelkloge Reflexion. At ville levere en Vaudeville hovedsageligen anlagt paa Publicums Moerskab og Bifald, maatte derfor kun være en øieblikkelig Misforstaaelse, og man tager maaskee ikke feil ved at antage, at Digteren, idet han, da Stykket ikke kom til Opførelse, ei har sørget for at lade det trykke, har erkjendt denne Misforstaaelse selv.

Alting vel overlagt, er jeg virkelig endnu i Tvivl, om den ubekjendte Udgiver igrunden har handlet forsvarligt ved at offentliggjøre et af Henrik Wergeland efterladt Arbeide, der ialfald er mindre Wergelandsk end noget af de øvrige. Men Saameget er dog vel utvivlsomt, at han – efter literær Sømmelighed – havde burdet fremtræde med aabent Vizir og blandt Andet gjøre

  1. I den yndige Duet i første Act (S. 67) forvildes Læseren af en to Gange gjentagen Trykfeil “Lyst“ for “lyst“.