mindelig Tilfredshed. Trofaste Elskende gjenfindes; Spidsborgeren bliver paa den nemmeste Maade af Verden (Udførelsen gaaer endog vel nemt) snydt i sine Speculationer, og maa tilslut tage tiltakke med sin Pebermøe og hendes “Ellevehundrede“. Gangen er saaledes Lystspillets sædvanlige; af Handling er der fuldtop; Situationerne ere ikke uden Originalitet, og skjønt Charaktererne tildeels mangle Nyhed, ere flere af dem dog ret raskt tegnede; Dialogen, om ikke glimrende, er idethele let og naturlig, og Sangen træder ind i passende Momenter; – saa Stykket visselig maa siges at forene de vigtigste Betingelser for heldig Virkning paa Scenen – forudsat at Publicum ogsaa virkelig er oplagt til at more sig uden at forstyrres af den ængstelige Reflexion, om denne Morskab ogsaa er efter Reglerne.
Men med Alt det er Stykket langtfra at være noget Mesterværk. Jeg vil her ikke engang tale om enkelte Feil i dets dramatiske Mechanisme, (f. Ex. at en kort Tid maa tænkes at være foregaaet mellem 7de og 3de Scene i første Act), hvilke ved en senere Revision med Lethed kunde været rettede. Vigtigere er det, at Stykket tildeels mangler den overlegne Vittighed, der er Komoediens fortrinligste Kryderie, og som i langt høiere Grad, end her, findes i flere af Wergelands Farcer. I Mangel heraf søges Latter-Effect ved et Par vel tykt paasmurte Charakterer og ved en heel Deel forvrænget, bagvendt Abe-Sprog. Men begge Dele ville tilslutning forfeile sin Virkning. Jomfru Christianes stærkt fremtrædende Givtesyge nærmer sig undertiden vel stærkt til det Ækle, og hendes evindelige “pertentlig“ og “partu“ bliver i Længden trættende. Ogsaa Jeremias snakker bagvendt, hvilket man dog neppe skulde vente af en Mand, der kjender Bias og hans “Secum“ (dog har paa den anden Side denne Allusion øiensynligen et altfor lærd Anstrøg). – Hvormeget der ellers af disse forkeerte Ord, som “fabrikol“, “præsselig“ o. s. v. kan skrives paa Correcteurens Regning, er vel uvist; Manuskriptet har rimeligviis ikke altid været let at dechiffrere.
Stykkets lyriske Partier, skjønt som Vaudeville-Couplets betragtede ialmindelighed ret gode, ja ofte endog bedre, end hvad
