som tyde hen paa Tilværelsen af et hedensk Hov eller Tempel, søger han at bestemme Beliggenheden idetmindste af Fylkeshovene i hele Landet. Hr. Munchs omfattende og nøje Kjendskab saavel til Norges gamle som til dets nyere Geografi gjør ham maaske mere end nogen Anden skikket til at løse denne vanskelige Opgave, ved hvis Behandling i det Enkelte man ofte blot kan komme til mere eller mindre sandsynlige Resultater. Han erklærer ogsaa selv, at denne Materie ingenlunde ved dette hans første Forsøg kan betragtes som udtømt, men meget mere vilde, naar den i sin Helhed skulde behandles, afgive Stof til et eget Skrift.
Til Slutning maa jeg endnu bemærke, at nærværende Skrift af Hr. Munch egentlig er en ny Udgave af hans i 1840 udkomne „Nordens gamle Gude- og Helte-Sagn.“ I denne nye Udgave har Bogen erholdt mange væsentlige Forøgelser og Forbedringer. Blandt Forøgelserne er den betydeligste den ovenanførte Udsigt over de vigtigste Templers Beliggenhed; desuden Stykket om Høner og Løder (S. 17–18) og Sagnet om Hadding (125–129). Anmærkningerne ere betydeligt forøgede; saaledes er Side 10 tilføiet en Sammenstillen af Odin med Merkurius, S. 12 en Sammenstillen af Thor med Jupiter og ligeledes med St. Olaf som Troldenes Svøbe, S. 13 endel Stedsnavne, afledede af Njørd og S. 15 endel Navne, afledede af Frøy og Yngve eller Inge, S. 21 Bemærkninger om Folkesagn opstaaede af Mythen om Opbyggelsen af Asernes Borg, S. 25 om Gefjons Identitet med Frigg, samt om Henførelsen af Sagnet om Sjælands Udpløjning af Mælaren til Landskabet Roslagen i Sverige, S. 26 en Fortegnelse over Aasynjerne efter Skálda, S. 29 en Opregning af Valkyrjerne efter Skálda, S. 59–60 Bemærkninger om Ørvandelsagnet. Flere Stykker ere omsatte til en mere passende Plads, f. Ex. Stykket om Hermod og Skirner S. 21, Mythen om Thors Kamp med Rugner S. 57, Sagnene om Hjadningekampen S. 87 og om Fredefrode S. 129. Navnet Thor er ej som i første Udgave afledet af at þora, at turde, men af þonarr, Torden. Endelig er Retskrivningen af mange Egennavne rettet efter den norske Skrivebrug i Middelalderen; saaledes skrives i den nye Udgave ikke As, Aser, Asynjer, men Aas, Æser, Aasynjer, ligeledes skrives Frøy og Frøyja istedetfor Frey og Freyja, Høner og Øger istedetfor Hæner og Æger, osv.
H. J. Thue.
