stillingen af de forskjellige Former for Tvekampen, af hvilke den saakaldte Holmgang især synes at have været kunstig, idet nemlig Kampen her foregik paa en udbredt Feld eller Kappe og paa den Maade, at de Kjæmpende havde Lov til at benytte 3 Skjolde hver, at hver af de Kjæmpende havde en af sine Venner til at holde Skjoldet for ham, at man brugte Sværde og det af en vis Længde til Kampen, og at man ordentlig vexlede Hug. Adskillige af Sagaerne optagne temmelig udførlige Beskrivelser af Tvekampe tjene i høj Grad til at belive Fremstillingen. Særdeles interessant er ogsaa Skildringen af den saakaldte Kargang, en egen Art Tvekamp, som bestod i, at de Kjæmpende lode sig indeslutte i et foroven tildækket Kar, og her i Mørket vexlede Hug eller Stik, men bødede af med et Kjævle, som de holdt i Haanden.
Det Anførte vil formentlig være tilstrækkeligt til at give et Begreb om, hvorledes Hr. Keyser i denne indholdsrige Afdeling af sit Skrift har behandlet sit Æmne. Jeg skal derfor, for at undgaae en Vidtløftighed, som Rummet ikke tillader, blot referere Titlerne paa de efterfølgende Afsnit. Saaledes handler § 24 om Trolddom, § 25 om Udforskning af det Tilkommende, § 26 om anden Overtro, § 27 om Asetroens Indflydelse paa Nordmændenes Folkeaand, og endelig § 28 om Asetroens Forfald. Specielt maa jeg udhæve Afsnittet om Asetroens Indflydelse paa Nordmændenes Folkeaand og det Kompendium af Klogskabsregler, som her meddeles efter den ældre Eddas Havamaal og Sigrdrifumaal, Regler, som afspejlede sig i de hedenske Nordmænds Folkekarakter, den Hr. Keyser derpaa med ligesaa livlige som sande Træk skildrer i Afsnittets Slutning.
Idet jeg forlader Hr. Keysers fortjenstfulde Skrift for at tilføje nogle Ord om de sidste Blade af Hr. Munchs Gudelære, kan jeg ikke undlade at udtale det Ønske, der vistnok deles af alle dem blandt Hr. Keysers Landsmænd, som interessere sig for Fædrelandets Oldtid, at han snart maatte se sig istand til at opfylde, hvad han i Fortalen til nærværende Skrift halvt om halvt lover, nemlig “ved lignende Arbejder at opklare andre Dele af det norske Folks Fortids Liv.“ Han vil herved vistnok erhverve sig et nyt Krav paa sine Landsmænds Erkjendtlighed, og væsentligen berige sit Fædrenelands Litteratur.
Hr. Munch behandler i sin Gudelære kuns ganske kortelig og anhangsvis nogle faa Punkter – om Hov, Blot og Spaadomme – af hvad der udgjør Æmnet for den tredje Afdeling i Hr. Keysers Skrift. Derimod har han (S. 147–161.) tilføjet en Udsigt over de gamle norske Templers Beliggenhed. Støttende sig, dels til Sagaernes Angivelser, dels til de opbevarede Stedsnavne,
