I det Hele er Unionskongernes Fastholden paa disse Brevskaber, uagtet vi have paaviist, at de ved tre Kongevalg ere reklamerede, det bedste Vidnesbyrd om det Værd, den ulovlige Besidder tillagde dem. Om man derfor end kunde antage Haabet om, gjennem de til Danmark førte Brevskaber og Jordebøger at faae private Stridigheder bilagte, for tilstrækkelig Bevæggrund fra norsk Side til at fordre dem tilbage, saa vil denne Bevæggrund ikke forslaae til at forklare den danske Regjerings Uvillighed til at tilbagelevere dem. Smaalig Tværhed har den aldrig viist. Den har altsaa fundet hine norske Brevskaber af saadant politisk Værd, at den har fundet sin Interesse i at holde dem tilbage, og en saadan Færd gjennem hundrede Aar maa man være berettiget til at ansee som planmæssig. Ubekjendtskab med hine Brevskabers Indhold gjør det forøvrigt umuligt at danne sig nogen Forestilling om, i hvilken Grad Norge paa denne Maade er gaaet for nær.
Man kan med Hensyn til alt dette indvende, at det ikke er afgjort, at de Dokumenter, som lovedes 1449, ere de samme, som lovedes i 1483 og atter fordredes 1513, og at altsaa min Slutning for disse Reklamationer er overilet. Men maa man i hine Dages Historie i det Hele paa Grund af en fuldstændig Dokumentations Umulighed oftere benytte Indiciebeviser, saa ere disse i denne Sag noget nær tilstrækkelige. Ingen af de Breve, som 1476 vare paa Vordingborg, fandtes i norske Samlinger 1814; men flere af dem ere ved Afleveringen fra Danmark indkomne deri 1821, medens mange endnu findes i Danmark; der er intet Spor til, at Noget nogensinde før sidstnævnte Aar er tilbageleveret, og den Skjærv af et i Norge bevaret Rigsarkiv, som i de senere Aar er hjemkommet fra München, vidner ogsaa mod en Aflevering i 15de eller 16de Aarhundrede. Beviset derfor paaligger forøvrigt ikke mig, uden forsaavidt som jeg paa en Tilbageholden af norske Brevskaber har grundet en Sigtelse mod det danske Rigsraad. Men jeg haaber at have anført nok, for at retfærdiggjøre denne Sigtelse.
