magten ind. Kapitlet valgte den danske Magister Johannes Krabbe, som medtog en Mængde Guld og Sølv fra Nidaros, hvor han uden Tvivl har været Kannik, til Rom, for at fremme sin Sag; men Erkestolen var allerede af Kongen og Pave Julius II bestemt for Kong Christierns Kantsler og Raadgiver som Regent i Norge, Provsten i Roeskilde Erik Valkendorff, hvem vi ovenfor have omtalt som Erkebiskop ved Kongevalget 1513. – I Raadets Forbring omtales ogsaa Klostrene som Stiftelser i hvis Valgfrihed Kongens Indskreden frabedes. Vi vide ikke, om der forud var indtruffet Begivenheder, hvortil denne Fordring har Hensyn, eller om Klostrene alene ere nævnte som Stiftelser, hvis Forstandervalgs Uafhængighed af Kongemagten var endnu mere uimodsigelig end Biskoppernes. Da i det Mindste nogle Abbeder i Norge ved denne Tid vare Danske er det dog sandsynligt, at Kong Hans og hans Søn ogsaa i denne Retning have overskredet sin Myndighed.
Kongens Svar til dette Punkt er ufuldstændigt, idet han ikke omtaler Kirker og Klostre i Almindelighed, men kun de Kirker, hvortil han har jus patronatus. Dem lover han at besætte med Norges og Danmarks indfødte Mænd, i Lighed med Løftet om Besættelsen af Lænene og Rigsraadsposterne. Lignende Forpligtelse er ogsaa indtaget i Haandfæstningen: “Vi skulle aldrig hindre eller hindre lade noget Kapittels eller Klosters Valg, og skulle vi aldrig trænge nogen Prælater eller Formænd ind med Uret imod Kapittels eller Konvents Villie og Samtykke.“ (Saml. IV. 368.) Men naaede Rigsraadet saaledes ikke sin Hensigt, at udelukke de Danske fra disse vigtige Embeder, saa viste Kongen endnu mindre Retfærdighed i at opfylde det Livet, han lovede. Ingen norsk Bispestol blev besat under hans 10aarige Regjering, idet Erkebisp Eriks og Bisp Andors af Bergens Eftermænd valgtes efter Kong Christierns Flugt; men Provstierne i Bergen og Oslo besattes under ham med Ivar Kjeldssøn Juul og Matthias Hvarfe, der begge vare Danske, ligesom disse Embeder aldrig fra den Tid kom i Nordmænds Hænder.
