Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/273

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
259
Norges Historie under Unionen.

og derfor maatte Kong Hans i sin Haandfæstning love, aldrig selv eller ved Andre at befatte sig med Biskoppers og andre Prælaters Valg, ligesom han endog synes at han maatte fraskrive sig selve Valget af Prælaterne ved sine egne Kapeller.[1] I den første Deel af sin Regjering holdt han og denne Forpligtelse. Nordmanden Jon Paalssøn blev Kantsler efter Hr. Ivar ved 1489,[2] medens Provstiet ved Apostelkirken overdroges efter Mag. Thorstein til Christiern Pederssøn, som dog var dansk. (Budst. VI. 619.) Hammers Bispestol var i denne Tid to Gange ledig, og besattes begge Gange med Nordmænd, Bisperne Herman og Karl, uden Indsigelse af Kongen. Men da Nordmændene efter Ditmarskertoget røbede Lyst til at forene sig med Steen Sture imod Danmark, ansaa Kong Hans det formodentlig nødvendigt at indvirke paa Valgene. Da nu Oslos Bispestol blev ledig ved Herlags Død 1505,[3] valgte Kannikerne eenstemmigt Thorkell (Jonsson) til Biskop. Han fik og pavelig Stabfæstelse; men saavel Kong Hans som Sønnen Christiern som da styrede Norge, vilde ikke erkjende Thorkell, der tog sin Tilflugt til Sverige, og Kongen indsatte med Magt den danske Anders Muus som Biskop.[4] Ogsaa ved Erkebispevalget efter Gautes Død (ved 15de Mai 1510) skred Konge-

  1. Halmstad-Reces. Saml. IV. 350. 356. Dog er det Sidste tvivlsomt.
  2. Den Mester Christen, der af Langebek (D. Mag. I. 318) opføres som Provst i Oslo 1489 efter var, er Christiern Pederssøn, Provst ved Apostelkirken i Bergen, og Feilen er indkommen fra Huitfeld (S. 999), hvor efter “M. Christen“ Ordene: “Provst i Bergen, og Johan Povelsen“ ere udeglemte.
  3. Han levede endnu som Biskop i Oslo 29de Mai d. A. jfr. Saml. IV. 542.
  4. Jahn (Unionshistorien S. 450) fordreier denne Begivenhed aldeles, naar han beretter, at Domkapitlet i Oslo ved Herlags Død som sædvanligt “anmassede“ sig Valget af hans Efterfølger; men at Kongen dermed ikke var fornøiet, og “indsatte Anders Muus med Magt i sit Embede.“ Det var dog i Thorkells Embede, han indsatte ham, og skal et saa stærkt Udtryk som Anmasselse her bruges, saa passer det paa ingen Anden end Kong Hans; thi Kapitlet var i sin lovlige, og nu i nogen Tid ubestridte Ret.