Regjering maa have bragt deres Klager til at forstumme, især da hun som Rigets lovlige Arving maatte ansees at være berettiget til efter eget Tykke at vælge sine Embedsmænd.
Imidlertid fik det norske Rigsraad snart Øinene op for det baade for dem selv personligt og for Riget i det Hele Farlige ved Lovens Taushed angaaende Indfødsretten, og Bergens-Recessens Udtryk, at ingen af Rigerne skulde den andens Overmand være, uden hvert Rige regjeres med indfødte Mænd, som begge Rigers Privilegier udvise, godtgjør, at der allerede for 1450 gaves udtrykkelige Bestemmelser om, at Rigets Embedsmænd skulde være indfødte. Hvorvidt derimod Vedtægten, at indgiftede Udlændinger, d. e. Fremmede, som ved Giftermaal med norske Kvinder havde faaet norsk Jordegods i Eie, betragtedes som Indfødte, grunder sig paa en bestemt Lov, lader sig ikke med Bestemthed afgjøre. Man seer kun, at næsten alle fremmede Verdslige, som gjennem sidste Deel af 15de Aarhundrede sad i Rigsraadet, vare Godseiere i Norge. Med Hensyn til Geistligheden var Forholdet derimod forskjelligt. Bisperne valgtes af Domkapitlerne, og dersom disse vilde af særlige Grunde vælge en Udlænding, var neppe noget til Hinder derfor, ligesaalidt som for at Klosterforstanderne kunde tages fra Udlandet. To andre faste Medlemmer af Raadet, nemlig Provsterne ved Apostelkirken i Bergen og Mariækirken i Oslo, valgtes ubetinget af Kongen, der havde Kaldsretten til disse kongelige Stiftelser, og da Mariækirkens Provst altid tillige skulde være Rigets Kantsler, stod det følgelig i Kongens Magt til dette Rigets vigtigste Embede at vælge en Udlænding naar ingen Lov forbød dette. At det har været de forskjellige af disse Forholde Tid efter anden opstaaede Misligheder som Rigsraadet i 1513 har ønsket afhjulpne, indlyser temmelig klart af selve Udtrykkene i dets Fremstilling.
Først vil det have, at Rigets Slotte og Læn skulle besættes med Mænd af Raadet og indfødte Adelsmænd, samt at ingen Vanbyrdige sættes Raadet over Hovedet, eller Udlændinger optages deri uden Raadets Samtykke. Saavidt vides overholdtes disse Hensyn endnu strengt i Danmark, og det er mere det derfra hentede Exempel, end Halmstad-Recessens udtrykkelige Be-
