Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/254

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
240
Chr. Lange. Bidrag til

Fremtiden kunde eftergives som en Deel af den hende tilkommende Medgift. Dette og mere til blev og Tilfældet. Ved Ægtepagten af øde Sept. s. A. frafaldt Christiern al sin og Eftermænds Krav paa den aarlige Afgift, samt fastsatte desuden en Medgift af 60000 rhinske Gylden for Datteren. Heraf skulde de 10000 betales i rede Penge før Kongedatterens Afreise; for de øvrige 50000 skulde Kongen af Skotland beholde de norske Øer Orcaderne, indtil Christiern eller hans Eftermænd Danmarks og Norges Konger, indløste dem, hvert Rige med en Halvpart.[1] Men da nu Kongedatteren Aaret efter afhentedes, kunde Christiern kun skaffe 2000 Gylden af Medgiften til Veie, og blev derfor den 20de Mai 1469 enig med de skotske Sendebud‚ at Hjaltland skulde tages som Pant paa samme Vilkaar som Orkenø for de øvrige 8000 Gylden, der før Afreisen skulde været betalte.[2] At det norske Rigsraad var vidende herom, har endnu Ingen paastaaet. – I Bestemmelsen om Indløsningen, hvori forøvrigt, da her var Tale om en Udgift Norge stilledes lige med Danmark, erkjendes dog Danmarks Forpligtelse til at deeltage i Indløsningen, men man finder ingensteds Oplysning om, at og i saa Fald hvilken Erstatning Danmarks Rige skulde betale Norge for Tabet af den aarlige Afgift samt for Savnet af de aarlige Indtægter af hine Øer i den Tid, Kongen af Skotland havde dem i Brugspant. Ligheden mellem Rigerne maatte jo nødvendigviis fordre et saadant Opgjør dem imellem, og dog har det neppe fundet Sted, siden det ikke nævnes nogensinde under Christiern I eller omtales i Sønnens Haandfæstning. Men netop denne Taushed forøger Formodningen om, at Norges Rigsraad har været ganske udenfor og uraadspurgt ved hele Ægteskabssagen og Pantsættelsen; thi i hine Tider havde Rigsraadet – hvilket nedenfor ved flere Anledninger vil blive viist – endnu saamegen Kraft og Følelse for sin Pligt, at det, selv

  1. Orcad. 188. Donec ... Daniæ & Norvegiæ reges, æqua vicissim portione, easdem redimant. Meningen heraf kan vel ei være nogen anden, end at Rigerne skulde begge bidrage Sit og Ligemeget til Indløsningen.
  2. Dette Forslag blev, siger W. Scott, „gladly accepted“, (History of Scotland I. 312), som rimelig kan være.