medens Kong Christiern II, som indsaa, hvor skadeligt det for hans egne Sønner kunde blive, om hans holsteenske Frænder upaatalt førte denne Tittel, bragte Sagen paa Bane i Anledning af det Bordesholmske Forlig.[1]
Orkenøernes og Hjaltlands Indløsning til Norges Krone samt Restitution af den aarlige Afgift af Suderøerne og Man er det norske Rigsraads anden Fordring. Den staaer i Vigtighed for Riget fuldkommen paa Siden af den første, men man maa tilstaae, at Kongen havde vanskeligere for at opfylde den, saalænge det danske Rigsraad viste sig uvilligt til at skaffe de dertil fornødne Penge. Medens dog nogle danske Forfattere have opfattet Spørgsmaalet om Arvetittelen omtrent fra samme Synspunkt som jeg ovenfor, veed jeg ikke at have læst noget dansk Skrift, hvori disse Øers Pantsættelse er bleven sat i sit rette Lys, da den enten ansees som et Tab for det danske Rige,[2] for hvilket den tvertimod saa at sige var en Vinding, da det derved befriedes fra i rede Penge at udtælle sin Andeel af den uhørt store Pengesum, Christiern den Førstes Forfængelighed og Ødselhed forledede ham til at stipulere som sin Datters Medgift; eller og som et ved Pligtforsømmelse fra norsk Side foranlediget og Kongen og Danmark utilregneligt Tab for Norge.[3] Det vil derfor ikke være overflødigt at forsøge paa at
- ↑ Huitfeld S. 1243. 1245.
- ↑ Saaledes den nyeste danske Historieskriver C. F. Allen i hans Haandbog, 2den Udg. S. 268: “disse Lande bleve derved for stedse skilte fra Riget“, d. e. Danmark ifølge den hele Sammenhæng.
- ↑ Saaledes Molbech i Hist. Tidssk. anf. St.: “Dette (det norske Rigsraad) burde have betænkt sig inden det bevilgede Pantsættelsen; – – Vilde man (efter Sammenhængen: det norske Rigsraad) have Kongedatteren gift i Skotland og tilstaae saa høi en Medgift, da var det ikke at vente, at Christian vilde betænke sig meget paa at give Slip paa disse Øer.“ Schlegel Oldenb. Könige. I.
ren ei maa vælges i Kongens levende Live. Saml. I. 67. At disse §§ ere indkomne paa Rigsraadets udtrykkelige Forlangende, sees sammesteds I. 332. Nor II. 514.
